Skræmmeskud fra minkfarm begrænset, men ikke støj fra foderbiler
Kunne en kommune begrænse skræmmeskud fra en minkfarm og regulere natlige foderbiler? Nævnet stadfæstede påbuddet om skud og fandt, at foderbilernes støj på vejen ikke kan reguleres efter husdyrbrugloven.
Sagen
En nabo til en minkfarm i Esbjerg Kommune klagede over to former for støj. Den første var skræmmeskud med haglgevær og gaskanon. Kommunen havde den 19. august 2016 påbudt, at der højst måtte afgives 10 skud pr. dag på hverdage kl. 7-18 og højst 25 dage om året. Skuddene måtte kun afgives væk fra naboens bolig, og der skulle gives et visuelt signal og føres optegnelser [1]. Kommunens beregning viste en støjbelastning på 51 dB(A) ved naboens bolig [1]. Klageren gjorde gældende, at påbuddet overskred tålegrænsen, og at hans heste blev påvirket [1]. Den anden form for støj kom fra foderbiler, der ofte kørte forbi om natten mellem kl. 23 og 05. Klageren gjorde gældende, at det gav afbrudt søvn og var i strid med minkfarmens miljøtilladelse. Kommunen afviste at regulere det, fordi den kun kunne regulere støj fra virksomhedens matrikel. Boligen lå ca. 140 meter fra matriklen [1].
Spørgsmålet
Nævnet skulle tage stilling til, om kommunens påbud om skræmmeskud var tilstrækkeligt og lovligt, herunder om hestestalden var et opholdsareal. Det skulle også afgøre, om støj fra foderbiler på vejen forbi naboen kunne reguleres efter husdyrbrugloven. [1]
Resultatet
Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede begge kommunale afgørelser. Klageren fik dermed ikke medhold. Kommunens påbud om skræmmeskud blev stående, og kommunens afgørelse om ikke at regulere støj fra transporterne blev også fastholdt. [1]
Rettens begrundelse
Om skræmmeskud tog nævnet udgangspunkt i, at et påbud efter husdyrbruglovens § 42 kræver væsentlig forurening, her væsentlige støjgener [1][2]. Nævnet brugte Miljøstyrelsens støjvejledning som udgangspunkt og fandt ikke grund til at ændre kommunens valg af grænseværdi på 55 dB(A) i dagtimerne [1]. Nævnet delte kommunens vurdering af, at området ved hestestalden ikke var opholdsareal i tæt tilknytning til boligen. Ved enkeltliggende boliger gælder støjgrænsen ved boligen og udendørs opholdsarealer i umiddelbar tilknytning, og marker regnes ikke som støjfølsomme, selv om dyr græsser der. Grænseværdierne er udformet af hensyn til mennesker og ikke til husdyrhold [1]. Kommunens orienterende beregning gav 71 dB ved skud mod boligen og 51 dB ved skud i modsat retning. Nævnet fandt det sandsynliggjort, at klageren oplevede væsentlige støjgener, og at grænseværdierne kunne overholdes, hvis påbuddets vilkår blev fulgt. Beregningen var fyldestgørende, fordi skudstøj normalt beregnes efter en velbeskrevet metode [1]. Om transporten fandt nævnet, at gener fra trafik på vejen til og fra et husdyrbrug ikke kan reguleres efter husdyrbrugloven. Færdsel på offentlig vej reguleres efter færdselsloven [1]. Spørgsmål om værdiforringelse og erstatning hører under domstolene [1].
Hvad dommen betyder
Efter analysens vurdering viser afgørelsen to ting om retsstillingen. For det første kan en kommune begrænse skræmmeskud fra et husdyrbrug ved et påbud, hvis en orienterende beregning gør det sandsynligt, at støjen er væsentlig, og påbuddet sikrer, at vejledningens grænser overholdes [1]. For det andet synes afgørelsen at trække en grænse mellem støj fra virksomhedens eget område og støj fra trafik på vejen. Nævnet fandt, at husdyrbrugloven ikke giver hjemmel til at regulere den sidste type [1]. Afgørelsen nævner, at en tilladelse eller godkendelse kan stille vilkår om bestemte ind- og udkørsler eller tidspunkter for til- og frakørsel [1]. Den tager ikke stilling til, om det også kan ske på andre måder. Afgørelsen rækker efter analysens vurdering ikke længere end den konkrete sag. Den afgør ikke, hvordan støj fra andre kilder eller i andre omgivelser skal bedømmes. Den afgør heller ikke erstatning eller værdiforringelse, som nævnet udtrykkeligt overlod til domstolene [1]. Nævnets syn på hestestalden bygger på de konkrete forhold og den praksis, nævnet henviste til [1].
Sådan hænger kilderne sammen
Sagen drejede sig om husdyrbruglovens § 42, som lader tilsynsmyndigheden give påbud om at nedbringe forurening, når et husdyrbrug medfører væsentlig forurening [2]. Kommunens afgørelse om transporterne var truffet efter § 47. Den bestemmelse lader myndigheden undlade at behandle forhold af underordnet betydning, og sådanne afgørelser kan ikke påklages [3]. Nævnet fandt dog, at transportstøjen var et forhold, som loven ikke tilsigter at varetage [1]. Nævnets afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed [4]. En retssag skal anlægges inden seks måneder efter, at afgørelsen er meddelt [5]. Formanden traf afgørelsen på nævnets vegne [6]. Sagen kom til nævnet fra Natur- og Miljøklagenævnet, fordi verserende klagesager overgik til Miljø- og Fødevareklagenævnet ved lovens ikrafttræden [7][1].
Fra kilderne
hvorfor grænseværdierne er udformet under hensyn til de gener og ulemper, som mennesker oplever, og ikke af hensyn til husdyrhold. [1]
Derimod kan gener fra trafik (herunder støj og vibrationer fra tung transport) på vejen til og fra husdyrbruget ikke reguleres efter husdyrbrugloven. [1]
Færdsel på offentlig vej reguleres derimod efter færdselsloven [1]
Kilder
- Afgørelse fra Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstelse af påbud vedrørende støj fra skræmmeskud og afgørelse om ikke at regulere støj fra transport til og fra minkfarm i Esbjerg Kommune dommen · 7. maj 2018
- Husdyrbrugloven § 42 lovbestemmelse · 24. marts 2017
- Husdyrbrugloven § 47 lovbestemmelse · 24. marts 2017
- Lov om miljø- og fødevareklagenævnet § 17 lovbestemmelse · 28. december 2016
- Husdyrbrugloven § 90 lovbestemmelse · 24. marts 2017
- Lov om miljø- og fødevareklagenævnet § 8 lovbestemmelse · 28. december 2016
- Lov om miljø- og fødevareklagenævnet § 24 lovbestemmelse · 28. december 2016