Spring til indhold

Analyser af domme

Tegning: En forsikringsmand prøver at fortøje en havnefoged til en pullert med et tov, men havnefogeden træder roligt ud af løkken ved en kaj med et stort stykke bidt af.

Skadelidt er ikke bundet af forsikringsselskabets værnetingsklausul

EU-DomstolenStaten og EU-reglerneDom i sag C-368/1613. juli 2017

Spørgsmålet var, om en skadelidt, der sagsøger skadevolders forsikringsselskab direkte, er bundet af en værnetingsklausul mellem selskabet og skadevolderen. Domstolen svarede nej.

Læs hele dommen

In English · En français · Auf Deutsch


Sagen

Skåne Entreprenad Service AB chartrede bl.a. slæbebåden Sea Endeavour I og tegnede ansvarsforsikring hos Navigators Management (UK) Limited [1]. Forsikringspolicen indeholdt en klausul om engelsk ret og enekompetence for retterne i England og Wales [1]. Den 24. november 2007 opstod der skader på kajanlægget i Assens Havn under slæbebådens besejling af havnen [1]. Parterne er uenige om, hvordan skaderne opstod, og hvem der bærer ansvaret [1]. Der blev indledt konkursbehandling mod Skåne Entreprenad, og Assens Havn anlagde derfor sag direkte mod Navigators Management ved Sø- og Handelsretten med krav om erstatning på 1.310.536 DKK [1]. Sø- og Handelsretten afviste sagen på grund af manglende værneting med henvisning til værnetingsklausulen [1]. Assens Havn appellerede til Højesteret, som forelagde Domstolen et præjudicielt spørgsmål [1].

Spørgsmålet

Højesteret spurgte, om artikel 13, nr. 5), jf. artikel 14, nr. 2), litra a), i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at en skadelidt, der efter national ret kan anlægge sag direkte mod skadevolders forsikringsselskab, er bundet af en værnetingsklausul, som forsikringsgiver og forsikringstager gyldigt har indgået efter artikel 13, nr. 5), jf. artikel 14, nr. 2), litra a) [1].

Resultatet

Domstolen fastslog, at en skadelidt, der anlægger sag direkte mod skadevolders forsikringsselskab, ikke er bundet af en værnetingsklausul indgået mellem forsikringsgiveren og skadevolderen [1]. Den besvarede dermed kun det præjudicielle spørgsmål [1]. Det fremgår ikke af kilden, hvem der fik medhold i hovedsagen [1].

Rettens begrundelse

Domstolen tog udgangspunkt i, at afdeling 3 i kapitel II i forordning nr. 44/2001 indeholder en selvstændig ordning for kompetence i forsikringssager [1]. Ordningen skal beskytte den svage part ved hjælp af kompetenceregler, der er gunstigere for denne part [1]. Artikel 11, stk. 2, gør artikel 8-10 anvendelige, når skadelidte anlægger sag direkte mod forsikringsgiveren, men den omfatter ikke artikel 13 og 14 og dermed ikke aftaler om værneting [1]. Artikel 13 indeholder en udtømmende opregning af tilfælde, hvor parterne kan fravige bestemmelserne i afdeling 3 [1]. Efter artikel 23, stk. 5, er værnetingsaftaler ugyldige, hvis de strider mod artikel 13 [1]. Undtagelser til kompetencereglerne i forsikringssager skal derfor fortolkes strengt [1]. Domstolen lagde også vægt på, at en skadelidt tredjepart står længere fra kontraktforholdet end en forsikret begunstiget, som ikke udtrykkeligt har underskrevet klausulen [1]. En klausul mellem forsikringsgiver og forsikringstager kan derfor ikke gøres gældende over for skadelidte, der vil anlægge sag direkte ved skadestedet eller ved sin bopæl [1]. En udvidelse af klausulens bindende virkning til skadelidte ville kunne bringe beskyttelsesformålet i fare [1].

Hvad dommen betyder

Efter analysens vurdering præciserer dommen, at en værnetingsklausul i en ansvarsforsikring ikke uden videre følger med over til en skadelidts direkte krav mod forsikringsselskabet [1]. Den rækker til den situation, hvor national ret giver skadelidte hjemmel til et direkte sagsanlæg, og hvor forsikringen dækker en risiko omfattet af artikel 14, nr. 2), litra a) [1]. Dommen afgør ikke, hvordan Højesteret skal vurdere de konkrete omstændigheder i hovedsagen [1]. Den siger heller ikke generelt, at alle værnetingsklausuler er uden virkning i alle forsikringssager [1]. Den bygger på, at skadelidte ikke er part i aftalen, og at artikel 11, stk. 2, ikke henviser til artikel 13 og 14 [1]. Kilden indeholder ikke en vurdering af, om en skadelidt selv kan acceptere klausulen, eller hvordan andre typer tredjemandskrav skal behandles [1]. Den bør derfor læses som en afgrænset afgørelse om direkte sagsanlæg fra en skadelidt mod skadevolders forsikringsselskab [1].

Sådan hænger kilderne sammen

Dommen drejer sig om artikel 13, nr. 5), og artikel 14, nr. 2), litra a), i forordning nr. 44/2001 samt om artikel 11, stk. 2, og artikel 23, stk. 5 [1]. Domstolen besluttede at pådømme sagen uden forslag til afgørelse fra generaladvokaten [1]. Kilde 2 beskriver en anden afgørelse med lignende indhold: en værnetingsklausul mellem forsikringstager og forsikringsgiver kunne ikke gøres gældende over for en forsikret tredjepart, der ikke er professionel aktør og ikke har samtykket, i en sag om forsikringsaftaler, der dækker store risici [2]. Kilde 2 handler om en forsikret tredjepart, mens kilde 1 handler om en skadelidt tredjepart i forhold til en forsikret skade [1][2]. Kilderne viser ikke, hvordan danske myndigheder har brugt dommen [1].

Fra kilderne

en skadelidt, der anlægger sag direkte mod skadevolders forsikringsselskab, ikke er bundet af en værnetingsklausul indgået mellem den pågældende forsikringsgiver og den pågældende skadevolder. [1]
Således indeholder artikel 13 i forordning nr. 44/2001 en udtømmende opregning af tilfælde, hvor parterne kan fravige bestemmelserne i afdeling 3 i denne forordnings kapitel II. [1]
ikke omfatter forordningens artikel 13 og 14 og følgelig aftaler om værneting. [1]

Kilder

  1. Dom i sag C-368/16: Domstolens dom (Ottende Afdeling) af 13. juli 2017. — Assens Havn mod Navigators Management (UK) Limited. dommen · 13. juli 2017
  2. Dom i sag C-803/18: Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 27. februar 2020. — AAS „BALTA“ mod UAB „GRIFS AG“. anden afgørelse med lignende indhold · 27. februar 2020