Pariser-lufthavnes forvalter blev regnet som virksomhed under EU's konkurrenceregler
Spørgsmålet var, om Aéroports de Paris, der driver lufthavnene Orly og Roissy-CDG, var en virksomhed, der kunne misbruge sin dominerende stilling ved at tage forskellige afgifter af tjenesteydere. Retten gav Kommissionen medhold i de centrale spørgsmål om virksomhedsbegrebet og om anvendelse af konkurrencereglerne.
Sagen
Aéroports de Paris (ADP) er et offentligt selskab, der driver lufthavnene Orly og Roissy-Charles de Gaulle. ADP opkrævede en omsætningsbaseret afgift af virksomheder, der leverer ground handling-ydelser, herunder catering, rengøring af fly og fragt. Cateringvirksomheden Alpha Flight Services klagede til Kommissionen og gjorde gældende, at afgiftssatserne var forskellige fra konkurrenternes, og at det skabte ulige konkurrencevilkår. Kommissionen fandt i en beslutning af 11. juni 1998, at ADP havde misbrugt sin dominerende stilling ved diskriminerende afgifter, og pålagde selskabet at tilbyde en ikke-diskriminerende afgiftsordning inden for to måneder. ADP anlagde sag ved Retten i Første Instans og påstod beslutningen annulleret. [1]
Spørgsmålet
Retten skulle tage stilling til, om ADP handlede som virksomhed i EF-traktatens forstand, og om de omsætningsbaserede afgifter var et misbrug af dominerende stilling i strid med artikel 86. Retten skulle desuden vurdere de formelle og proceduremæssige anbringender, som ADP havde fremført. [1]
Resultatet
Retten fandt, at Kommissionen med rette havde anvendt forordning nr. 17 og ikke forordning nr. 3975/87, og at ADP's virksomhed var erhvervsmæssig virksomhed omfattet af artikel 86. Den gengivne tekst af dommen slutter, før den endelige afgørelse fremgår. Kilde 3 oplyser dog, at Domstolen senere stadfæstede Rettens afgørelse og forkastede ADP's appel, hvilket tyder på, at ADP ikke fik medhold i Retten. [1][2]
Rettens begrundelse
Retten behandlede syv anbringender fra ADP. ADP gjorde gældende, at forordning nr. 3975/87 skulle finde anvendelse i stedet for forordning nr. 17. Retten fandt, at forordning nr. 3975/87 kun gælder virksomhed, der direkte vedrører levering af lufttransportydelser, og at ADP's lufthavnsforvaltning kun har en indirekte forbindelse til lufttransport. Derfor var forordning nr. 17 anvendelig. [1] ADP gjorde gældende, at kontradiktionsretten var krænket. Retten fastslog, at Kommissionen ikke krævede identiske afgifter, men kun at afgifterne ikke måtte indebære forskelsbehandling. [1] ADP gjorde gældende, at begrundelsen var mangelfuld. Retten fandt, at pålægget var klart, fordi det kun krævede, at afgifterne ikke var diskriminerende. [1] Om virksomhedsbegrebet fastslog retten, at et offentligt selskab kan være virksomhed, selv om det forvalter offentlige anlæg. Retten fandt, at tilrådighedsstillelse af lufthavnsanlæg mod en afgift, som ADP selv fastsætter, er erhvervsmæssig virksomhed, også selv om den drives på offentlig ejendom. [1] Retten lagde vægt på, at anlæggene er nødvendige for at kunne levere ground handling-ydelser. [1]
Hvad dommen betyder
Efter analysens vurdering viser dommen, at et offentligt selskab, der forvalter lufthavnsanlæg mod betaling, kan være en virksomhed under konkurrencereglerne, selv om det driver virksomheden på offentlig ejendom. Dommen siger også, at afgifter, der forskelsbehandler tjenesteydere uden saglig grund, kan være et misbrug af dominerende stilling. Efter analysens vurdering afgør dommen ikke, hvordan afgifterne konkret skal fastsættes. Den fastslår alene, at forskelle skal kunne begrundes i saglige forhold, og at kravet ikke er identiske satser. [1] Efter analysens vurdering rækker dommen primært til forvaltning af lufthavnsanlæg mod betaling i lignende situationer. Den tager ikke stilling til, hvordan andre offentlige myndigheder skal behandles i andre sektorer. Dommen blev appelleret, og resultatet i appelsagen fremgår af kilde 3. [2]
Sådan hænger kilderne sammen
Dommen er første instans i en sag, hvor Kommissionens beslutning om ADP blev prøvet. Generaladvokat Mischo foreslog i appelsagen, at appellen blev forkastet, og at ADP's virksomhed var økonomisk virksomhed omfattet af konkurrencereglerne, og at afgifterne var diskriminerende. [3] Domstolen stadfæstede i appelsagen Rettens afgørelse og forkastede ADP's appel, hvilket går i samme retning som forslaget. [2][3] Dommen bygger på EF-traktatens artikel 86 og på forordning nr. 17 og forordning nr. 3975/87. [1] Kilderne oplyser ikke, at danske myndigheder har anvendt dommen.
Fra kilderne
Tilrådighedsstillelsen af lufthavnsanlæg for luftfartsselskaber og forskellige tjenesteydere mod betaling af en afgift, som ADP frit fastsætter, skal betragtes som erhvervsmæssig virksomhed. [1]
Traktatens bestemmelser om konkurrence finder endvidere også anvendelse på den virksomhed, et organ driver, som kan udskilles fra de opgaver, organet udøver i sin egenskab af offentlig myndighed. [1]
Det må derfor fastslås, at Kommissionen ikke i den anfægtede beslutning krævede, at afgifterne skulle være identiske, men kun at de ikke måtte indebære en forskelsbehandling. [1]
Kilder
- Dom i sag T-128/98: Dom afsagt af Retten i Første Instans (Tredje Afdeling) den 12. december 2000. - Aéroports de Paris mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber. - Konkurrence - Luftfart - Drif dommen · 12. december 2000
- Dom i sag C-82/01: Domstolens Dom (Sjette Afdeling) af 24. oktober 2002. - Aéroports de Paris mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber. - Appel - konkurrence - luftfart - drift af lufthavne - m anden afgørelse med lignende indhold · 24. oktober 2002
- Forslag til afgørelse i sag C-82/01: Forslag til afgørelse fra generaladvokat Mischo fremsat den 21. februar 2002. - Aéroports de Paris mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber. - Appel - konku anden afgørelse med lignende indhold · 21. februar 2002