Olieforurening fra gammel olietank: nævnet ophævede kommunens afgørelse
Spørgsmålet var, om nævnet skulle genoptage sagen, og om oplysningerne var nok til at fastholde kommunens afgørelse om ikke at give påbud. Nævnet genoptog sagen, ophævede kommunens afgørelse og hjemviste den til fornyet behandling i kommunen.
Sagen
En olieforurening blev konstateret på to naboejendomme i Horsens. Efter nævnets vurdering stammede den enten fra en nedgravet olietank, der blev sløjfet i 2005, eller fra en af de overjordiske olietanke, der havde stået på påbudsadressatens ejendom [1]. Kommunen traf den 26. august 2013 afgørelse om ikke at udstede påbud, og klageren, som ejede naboejendommen, påklagede afgørelsen [1]. Natur- og Miljøklagenævnet ophævede afgørelsen den 25. januar 2016 og hjemviste sagen, fordi kilden ikke kunne fastslås på det foreliggende grundlag [1]. Kommunen anmodede i november 2016 om genoptagelse og mente, at sagen var tilstrækkeligt oplyst [1]. Under behandlingen indgik en skønserklæring fra en retssag, som pegede på den nedgravede tank som kilde med meget høj grad af sikkerhed [1].
Spørgsmålet
Skulle nævnet genoptage sagen på baggrund af kommunens anmodning og de nye oplysninger? Og var oplysningsgrundlaget tilstrækkeligt til, at kommunens afgørelse om ikke at give påbud kunne fastholdes [1]?
Resultatet
Nævnet besluttede at genoptage sagen og ophævede kommunens afgørelse af 26. august 2013. Sagen blev hjemvist til kommunen, som skal træffe en ny afgørelse på et bedre oplyst grundlag [1]. Klagerens påklage fik dermed medhold, men nævnet tog ikke endeligt stilling til, om der skal gives påbud [1].
Rettens begrundelse
Nævnet har pligt til at genoptage en sag, hvis der er nye faktiske oplysninger af så væsentlig betydning, at der er en vis sandsynlighed for, at sagen ville have fået et andet resultat [1]. Nævnet fandt, at skønserklæringen var en sådan oplysning, og at den underjordiske olietank med overvejende sandsynlighed var kilden [1]. Nævnet var dog fortsat af den opfattelse, at det ikke kunne udelukkes, at olien stammede fra en af de overjordiske tanke eller fra andre kilder [1]. Det påhviler kommunen at oplyse sagen til et niveau, der er tilstrækkeligt til at træffe afgørelse om påbud eller afslutning [1]. Nævnet vurderede, at yderligere boringer sandsynligvis ikke ville give et påbudsgrundlag, men at olieforbruget ikke var tilstrækkeligt belyst og burde dokumenteres [1]. Forureningens omfang blev vurderet til nærmere 300 m2, og nævnet fandt, at det kunne tyde på, at forureningen havde stået på længe eller havde flere kilder [1]. Om påbudsmulighederne henviste nævnet til jordforureningslovens § 48, der kun giver hjemmel, hvis den nyeste overjordiske tank er kilden, og til § 41, hvor forureneren skal have handlet ansvarspådragende [1][2][4]. Nævnet bemærkede også, at den nedgravede tank først blev sløjfet 22 år efter, at den blev taget ud af drift, og at det som hovedregel er udtryk for uforsvarlig adfærd [1].
Hvad dommen betyder
Efter analysens vurdering viser afgørelsen, hvordan nævnet vurderer genoptagelse og kommunens oplysningspligt i en sag om en gammel olietank [1]. Den viser, at en skønserklæring fra en retssag kan være en ny oplysning, der kan begrunde genoptagelse, men den afgør ikke, hvem der er ansvarlig for forureningen [1]. Efter analysens vurdering rækker afgørelsen mest til sager med lignende forhold: en olieforurening med flere mulige kilder, en tank der er taget ud af brug, og en kommune der skal træffe ny afgørelse [1][2]. Den afgør ikke, om der skal gives påbud, da det er kommunens opgave efter hjemvisningen [1]. Den tager heller ikke endeligt stilling til kilden, eftersom nævnet udtrykkeligt sagde, at det ikke kan udelukkes, at forureningen stammer fra de overjordiske tanke [1]. Forureningens omfang er heller ikke endeligt fastlagt. Afgørelsen er en administrativ afgørelse, og kilderne oplyser, at den kan prøves ved retssag inden for 12 måneder [1][7]. Afgørelsen kan ikke bruges til at forudsige, hvordan kommunen eller nævnet vil afgøre andre sager.
Sådan hænger kilderne sammen
Kilderne består af nævnets afgørelse og de lovbestemmelser, den bygger på. Afgørelsen henviser til jordforureningslovens § 48, der gælder olieforureninger fra tanke under 6000 liter, og hvor påbud kun kan meddeles, hvis tanken har været i brug umiddelbart før konstateringen [1][2]. Den henviser også til § 40 om oplysningspligt og til § 41 om påbud til forureneren, der kræver ansvarspådragende adfærd [3][4]. Miljøbeskyttelseslovens § 69 nævnes som mulig hjemmel for påbud, når forureningen er sket før en bestemt dato [1][5]. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17 siger, at nævnets afgørelser ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed [6]. Søgsmålsfristen på 12 måneder følger af jordforureningslovens § 87 [7].
Fra kilderne
Hvis der er nye faktiske oplysninger af så væsentlig betydning, at der er en vis sandsynlighed for, at sagen ville have fået et andet resultat [1]
Det påhviler kommunen at oplyse sagen til et niveau, der er tilstrækkeligt til at træffe afgørelse om udstedelse af påbud eller afslutning af sagen. [1]
kommunen alene kan udstede påbud med hjemmel i jordforureningslovens § 48, stk. 1, såfremt det må antages, at den nyeste af de overjordiske olietanke er kilde til forureningen eller en del heraf. [1]
Kilder
- Afgørelse i genoptaget sag om ophævelse af afgørelse om ikke at meddele påbud efter jordforureningsloven dommen · 31. maj 2017
- Jordforureningsloven § 48 lovbestemmelse · 29. marts 2017
- Jordforureningsloven § 40 lovbestemmelse · 29. marts 2017
- Jordforureningsloven § 41 lovbestemmelse · 29. marts 2017
- Miljøbeskyttelsesloven § 69 lovbestemmelse · 29. september 2016
- Lov om miljø- og fødevareklagenævnet § 17 lovbestemmelse · 28. december 2016
- Jordforureningsloven § 87 lovbestemmelse · 29. marts 2017