Spring til indhold

Analyser af domme

Tegning: En inspektør piller tapetet af væggen ved siden af en intetanende ny medarbejder og afslører et lille skjult vindue ind til et arkiv med fem pænt opstillede notesbøger.

Notater om en ny medarbejder: skulle kommunen have givet besked om dem?

DatatilsynetPersondata og overvågningSpørgsmål om oplysningspligt og indsigtsret i personalesag10. januar 2012

Datatilsynet vurderede, om en kommune brød oplysningspligten med notater om samtaler, der blev brugt i en opsigelse i prøvetiden. Tilsynet fandt ikke brud, men mente, kommunen burde have nævnt retten til indsigt.

Læs hele dommen


Sagen

Klageren tiltrådte den 13. september 2010 en stilling i en kommune. De første tre måneder var prøvetid [1]. Mellem den 17. og 23. september 2010 holdt ledelsen fem samtaler med klageren. Der blev skrevet notater om samtalerne, og de refererede udsagn fra både ledere og klageren [1]. Kommunen indkaldte derefter til en tjenstlig samtale og sendte notaterne til klageren sammen med en høringsskrivelse den 15. oktober 2010. Klageren skrev, at notaternes eksistens kom bag på hende. Den 26. oktober 2010 blev klageren opsagt i prøvetiden [1]. Dansk Sygeplejeråd klagede til Datatilsynet på klagerens vegne. Rådet gjorde gældende, at klageren troede, at samtalerne hørte til introduktionen. Rådet mente også, at kommunen havde brudt oplysningspligten og pligten til at give indsigt. Kommunen svarede, at klageren kendte indholdet af samtalerne, og at persondatalovens § 28 var overholdt [1].

Spørgsmålet

Skulle kommunen efter persondatalovens § 28 have givet klageren meddelelse om de fem samtalenotater? Og havde kommunen tilsidesat pligten til at give indsigt i notaterne? [1][2][3]

Resultatet

Datatilsynet fandt ikke, at kommunen havde tilsidesat oplysningspligten eller pligten til at give indsigt. Tilsynet mente dog, at det ville have været bedst stemmende med loven, hvis kommunen havde gjort klageren bekendt med adgangen til indsigt i og berigtigelse af oplysningerne i notaterne [1].

Rettens begrundelse

Datatilsynet lagde til grund, at notaterne var omfattet af persondataloven, og at § 28 kunne anvendes. Efter § 28 skal den dataansvarlige ved indsamling hos den registrerede oplyse om sin identitet, om formålet og om andre nødvendige oplysninger. Det gælder dog ikke, hvis den registrerede allerede kender oplysningerne [2]. Tilsynet forstod kommunens svar som en henvisning til netop den undtagelse [1]. Klageren kendte kommunens identitet, fordi samtalerne var med hendes arbejdsgiver. Hvert notat beskrev, hvad der havde givet anledning til samtalen, og tilsynet fandt formålet klart i den konkrete situation [1]. Den senere brug af notaterne i opsigelsen krævede ikke en ny meddelelse. Tilsynet lagde vægt på, at klageren var ansat på prøve, og at det derfor måtte stå klart, at hendes arbejde og adfærd blev bedømt [1]. Tilsynet pegede på, at kommunen med fordel kunne have oplyst om retten til indsigt og berigtigelse, men det ændrede ikke på resultatet [1]. Om indsigt fandt tilsynet, at notaterne blev sendt samme dag, som der blev bedt om dem. Derfor var § 31 om snarlig besvarelse ikke tilsidesat [1][3]. Tilsynet pegede desuden på, at det ikke kan vurdere høringsregler eller ansættelsesretlige procedurer [1].

Hvad dommen betyder

Efter analysens vurdering viser afgørelsen, at oplysningspligten kan være opfyldt, selv om den registrerede ikke har fået en særskilt meddelelse. Det gælder, når omstændighederne gør formålet klart, og den registrerede allerede kender oplysningerne [1][2]. Efter analysens vurdering lagde tilsynet særligt vægt på prøvetiden. Den gjorde det klart for klageren, at samtalerne indgik i en bedømmelse [1]. Det er derfor usikkert, hvor langt afgørelsen rækker i andre ansættelsesforhold uden prøvetid. Kilderne viser heller ikke, at tilsynet behandler dette som fast praksis. Afgørelsen siger heller ikke, at en arbejdsgiver må skrive notater uden at fortælle om dem. Tilsynet udtalte, at det ville have været bedst stemmende at nævne retten til indsigt og berigtigelse [1]. Tilsynet tog desuden ikke stilling til, om opsigelsen var rimelig, eller om ansættelsesretlige regler var fulgt. Det lå uden for dets kompetence [1]. Afgørelsen er en udtalelse fra tilsynet i én konkret sag. Den kan efter analysens vurdering ikke bruges til at forudsige udfaldet af andre sager.

Sådan hænger kilderne sammen

Sagen drejede sig om persondatalovens § 28 og § 31. Efter § 28 skal den dataansvarlige give meddelelse om identitet, formål og andre nødvendige oplysninger, når der indsamles hos den registrerede. Stk. 2 fritager, hvis den registrerede allerede kender oplysningerne [2]. Efter § 31 skal den dataansvarlige på begæring oplyse, om der behandles oplysninger, og hvilke det er. Begæringen skal besvares snarest, og er den ikke besvaret inden fire uger, skal der gives en begrundelse og en forventet dato [3]. Datatilsynet støttede sig også på sin egen vejledning om registreredes rettigheder. Ifølge den skal den dataansvarlige kunne dokumentere, at oplysningspligten er opfyldt, hvis der er uenighed [1].

Fra kilderne

Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis den registrerede allerede er bekendt med de i nr. 1-3 nævnte oplysninger. [2]
Det er imidlertid den dataansvarlige, som - i tilfælde af uenighed om, hvorvidt der er givet den fornødne underretning til den registrerede - skal kunne dokumentere, at oplysningspligten er opfyldt. [1]
Der er således ikke grundlag for at antage, at kommunen har tilsidesat forpligtelsen efter persondatalovens § 31, hvorefter den dataansvarlige snarest skal besvare modtagne begæringer om indsigt [1]

Kilder

  1. Spørgsmål om oplysningspligt og indsigtsret i personalesag dommen · 10. januar 2012
  2. Persondataloven § 28 lovbestemmelse · 2. juni 2000
  3. Persondataloven § 31 lovbestemmelse · 2. juni 2000