Nævnet afviste en varslet lejeforhøjelse til 129.600 kr. årligt for et lejemål fra 1880
Spørgsmålet var, om en lejeforhøjelse til 129.600 kr. årligt kunne godkendes, fordi lejen var væsentligt lavere end det lejedes værdi. Nævnet sagde nej med dissens, da et flertal fandt, at lejen ikke var væsentligt lavere.
Sagen
Lejemålet ligger i en ejendom opført i 1880 og har et bruttoetageareal på 81 m² [1]. Lejekontrakten fra 15. august 2020 fastsatte en årlig leje på 114.000 kr., og pr. 1. juni 2024 blev lejen reguleret til 115.265,66 kr. årligt [1]. Den 17. juni 2024 varslede udlejer, LYN MILDÉ A/S, en forhøjelse til 129.600 kr. pr. 1. oktober 2024, svarende til 1.600 kr. pr. m² [1]. Udlejer oplyste, at lejemålet var totalrenoveret før lejerens indflytning for ca. 900.000–1.000.000 kr., og henviste til nye vinduer fra 2010 og nyt tag fra 2020 [1]. Lejeren gjorde indsigelse og lagde vægt på støjniveauet omkring ejendommen [1]. Nævnet besigtigede lejemålet den 24. april 2025 [1].
Spørgsmålet
Spørgsmålet var, om den varslede lejeforhøjelse kunne godkendes efter lejelovens § 42, altså om den gældende leje var væsentligt lavere end det lejedes værdi [1]. Nævnet skulle også tage stilling til, hvilke lejemål der skulle bruges som sammenligning [1].
Resultatet
Nævnet besluttede ikke at godkende den varslede lejeforhøjelse, så den årlige leje blev 115.265,66 kr. [1]. Afgørelsen blev truffet med dissens: to af tre medlemmer fandt, at lejen ikke var væsentligt lavere end det lejedes værdi, og lejeren fik dermed medhold [1].
Rettens begrundelse
Nævnet fandt, at varslingen opfyldte de formelle krav i lejelovens §§ 42 og 44 [1]. Efter § 42 kan lejen forhøjes, hvis den gældende leje er væsentligt lavere end det lejedes værdi [1]. Nævnet lagde vægt på, at ejendommen pr. 1. januar 1995 omfattede seks eller færre beboelseslejligheder, jf. lejelovens § 7, stk. 1 [1]. Sammenligningsgrundlaget var almindelige udlejningsejendomme med omkostningsbestemt leje efter § 6, stk. 1, jf. kriterierne i § 32 [1]. Paragraf 32 fastslår, at lejen ikke væsentligt må overstige lejen for tilsvarende lejeforhold, hvor lejen er reguleret efter § 23 [2]. Et flertal på to ud af tre medlemmer fandt, at lejen på 115.265,66 kr. ikke var væsentligt lavere end sammenlignelige lejeforhold, og flertallet lagde vægt på, at lejemålet skulle sammenlignes med et § 19, stk. 1 lejemål [1]. Mindretallet mente, at sammenligningen skulle ske med et § 19, stk. 2 lejemål [1]. Nævnet brugte ikke konkrete sammenligningslejemål, men medlemmernes generelle kendskab til lejeniveauet i området, og henviste til en landsretsdom [1]. Udlejers argumenter om forbedringer og støj er gengivet, men begrundelsen nævner dem ikke, så det fremgår ikke, hvordan de indgik i vurderingen [1].
Hvad dommen betyder
Efter analysens vurdering viser afgørelsen, hvordan et nævn kan behandle en varslet lejeforhøjelse på en ejendom, som nævnet vurderede efter reglerne om sammenligningsgrundlag [1]. Det centrale var, hvilket sammenligningsgrundlag der skulle bruges, og her var nævnet delt: flertallet sammenlignede med et § 19, stk. 1 lejemål, mens mindretallet valgte et § 19, stk. 2 lejemål [1]. Efter analysens vurdering rækker afgørelsen primært til denne konkrete sag, og den siger ikke i sig selv, hvordan andre sager skal afgøres [1]. Afgørelsen angiver heller ikke en fast pris pr. m², som lejen må ligge under eller over. Nævnet nåede frem til sit resultat uden konkrete sammenligningslejemål, og det er derfor svært at se, hvilke tal flertallet lagde til grund [1]. Begrundelsen nævner ikke udlejers forbedringsargumenter, så afgørelsen siger ikke noget om, hvordan forbedringer skal indgå i vurderingen i denne sag [1]. Det er efter analysens vurdering også værd at bemærke, at afgørelsen kan indbringes for Ankenævnet inden for fire uger [1].
Sådan hænger kilderne sammen
Kilde 3 er lejelovens § 32, som afgørelsen anvender, og kilde 4 er § 44 om varsling og indsigelse [2][3]. Kilde 6 fastslår, at §§ 42-45 ikke gælder for lejeforhold i ejendomme i regulerede kommuner, medmindre undtagelserne i stk. 2-4 finder anvendelse; afgørelsen anvender dog §§ 42 og 44, og kilderne forklarer ikke, hvordan det hænger sammen [1][4]. Kilde 8 handler også om en varslet lejeforhøjelse, hvor retten vurderede lejemålet som omfattet af reglerne for småhuse og fandt varslingen ugyldig [5]. Kilde 10 handler om sammenligningsgrundlag, men om et lejemål i en blandet ejendom, og det er derfor kun delvist samme spørgsmål [7]. Kilde 9 er generel om gyldigheden af en varsling om lejeforhøjelse og giver ikke de faktiske forhold, der kan sammenlignes med denne sag [6].
Fra kilderne
Nævnet har besluttet ikke at godkende den varslede lejeforhøjelse. [1]
Nævnets flertal har ved afgørelsen lagt vægt på, at det pågældende lejemål skal sammenlignes med et § 19, stk. 1 lejemål. [1]
Nævnets mindretal på et ud af tre medlemmer stemte for at godkende den varslede lejeforhøjelse [1]
Kilder
- Huslejenævnet, sag 2024-0288521: Varsling af omkostningsbestemt lejeforhøjelse — Københavns Kommune dommen · 13. maj 2025
- Lejeloven § 32 lovbestemmelse · 23. marts 2022
- Lejeloven § 44 lovbestemmelse · 23. marts 2022
- Lejeloven § 6 lovbestemmelse · 23. marts 2022
- Sagen drejer sig om en varslings lovlighed vedrørende lejemål anden afgørelse med lignende indhold · 9. februar 2024
- Sagen drejer sig om gyldigheden af varsling om lejeforhøjelse. anden afgørelse med lignende indhold · 9. juni 2022
- Landsrettens dom ændres, således at Udlejer ApS skal anerkende, at varslingen af lejeforhøjelse er uberettiget anden afgørelse med lignende indhold · 13. juni 2024