Mobilhukommelse og vederlag for privatkopiering
Spørgsmålet var, om danske regler om vederlag for privatkopiering kunne opkræves for hukommelseskort i mobiltelefoner og under hvilke betingelser. Domstolen svarede, at det i princippet er muligt, men at ordningen skal overholde krav om minimal skade, ligebehandling og effektiv tilbagebetaling.
In English · En français · Auf Deutsch
Sagen
Copydan Båndkopi er en forvaltningsorganisation, der repræsenterer indehavere af ophavsrettigheder til lyd- og videoproduktioner, og som er godkendt til at opkræve og fordele vederlag for privatkopiering [1]. Nokia Danmark A/S solgte mobiltelefoner i Danmark til erhvervskunder, som videresolgte dem til private og erhvervsdrivende [1]. Visse telefoner havde et hukommelseskort, hvor brugeren kunne gemme bl.a. fotos, musik og film, og parterne var enige om, at beskyttet materiale som hovedregel blev lagret på kortet [1]. Copydan mente, at hukommelseskortene skulle omfattes af vederlagsordningen, og krævede betaling for kort importeret i 2004-2009 [1]. Nokia mente ikke, at der skulle betales vederlag, når kopieringen ikke var lovlig, eller når rettighedshaverne havde givet tilladelse til brugen [1]. Kilden omtaler også et krav på 14.826.828,99 DKK [2].
Spørgsmålet
Retten skulle bl.a. afgøre, om EU-retten tillader en national ordning, der opkræver vederlag for privatkopiering på multifunktionelle medier som hukommelseskort i mobiltelefoner [1]. Den skulle også tage stilling til forskellen mellem hukommelseskort og intern hukommelse, opkrævning hos importører, betydningen af tilladte og ulovlige kilder, tekniske beskyttelsesforanstaltninger og minimal skade [1].
Resultatet
Domstolen fastslog, at artikel 5, stk. 2, litra b), ikke i sig selv er til hinder for en national lovgivning om rimelig kompensation for multifunktionelle medier som mobiltelefoners hukommelseskort, hvis en af funktionerne gør det muligt at bruge dem til privatkopiering [1]. Den fastsatte samtidig flere betingelser og forbehold, bl.a. om minimal skade, ligebehandling, fritagelse for erhvervsmæssigt brug og effektiv tilbagebetaling [1]. Domstolen afviste kompensation for kopier fra ulovlige kilder, men accepterede, at tekniske foranstaltninger kan påvirke kompensationsniveauet [1]. Der var ikke et entydigt medhold til en af parterne; den konkrete vurdering blev overladt til den forelæggende ret [1].
Rettens begrundelse
Domstolen tog udgangspunkt i, at undtagelsen for privatkopiering er valgfri for medlemsstaterne, og at de har en vid skønsmargin til at udforme den rimelige kompensation [1]. Kompensationen skal være knyttet til den skade, som rettighedshaverne påføres ved privatkopiering [1]. Fordi det er praktisk svært at identificere de private brugere, kan medlemsstaterne lægge vederlaget på dem, der råder over udstyr, apparater og medier, som giver adgang til kopiering [1]. Der gælder en berettiget formodning for, at brugerne udnytter alle funktioner, også når mediet er multifunktionelt [1]. Multifunktionalitet og reproduktionsfunktionens sekundære karakter kan dog påvirke størrelsen af kompensationen [1]. Hvis skaden er minimal, bør der ikke være betalingspligt [1]. Ved forskel mellem hukommelseskort og intern hukommelse kræves, at forskellen er sagligt begrundet, eller at de pågældende kategorier ikke er sammenlignelige [1]. Opkrævning hos importører kan være tilladt ved praktiske vanskeligheder, men ordningen skal give fritagelse for klart erhvervsmæssigt brug og en effektiv tilbagebetalingsret [1]. Tilladelser fra rettighedshavere kan ikke ændre kompensationsforpligtelsen, når medlemsstaten har valgt at udelukke retten til at tillade private kopier [1]. Tekniske foranstaltninger fjerner ikke kompensationen, men kan påvirke niveauet [1]. Kopier fra ulovlige kilder kan ikke give rimelig kompensation [1].
Hvad dommen betyder
Efter analysens vurdering er dommen først og fremmest en rammeafgørelse: Den accepterer, at der kan opkræves vederlag for privatkopiering på multifunktionelle medier som hukommelseskort, men gør det afhængigt af en række betingelser [1]. Den rækker derfor ikke længere end til at fastslå, at en sådan ordning kan være forenelig med EU-retten, hvis den bl.a. bygger på en rimelig forbindelse til skaden, overholder ligebehandling og har en effektiv tilbagebetalingsmekanisme [1]. Dommen afgør ikke, om den konkrete danske ordning faktisk opfylder disse krav; det overlades til den forelæggende ret at vurdere bl.a. sammenligneligheden mellem hukommelseskort og intern hukommelse og begrundelsen for forskellen [1]. Den fastlægger heller ikke en bestemt sats eller et bestemt kompensationsniveau [1]. Efter analysens vurdering er det også væsentligt, at dommen ikke giver et generelt svar på, hvor grænsen for »minimal skade« går; den lægger tærsklen til medlemsstaterne under overholdelse af ligebehandlingsprincippet [1]. Endelig viser dommen, at ulovlige kilder og tekniske beskyttelsesforanstaltninger kan få betydning, men den udgør ikke rådgivning om, hvordan en konkret vederlagsordning skal indrettes [1].
Sådan hænger kilderne sammen
Kilde 1 er Domstolens dom i sagen, og kilde 2 er generaladvokatens forslag til afgørelse i samme sag [1][2]. I forslaget beskrives det, at Domstolen skal behandle en række præjudicielle spørgsmål om bl.a. hukommelseskort i mobiltelefoner, kilder til kopier, tekniske beskyttelsesforanstaltninger og minimal skade [2]. Generaladvokaten afgiver et forslag til afgørelse, mens det er Domstolen, der skal behandle spørgsmålene [2]. Domstolen besvarede senere spørgsmålene og opstillede betingelser for opkrævning på multifunktionelle medier, for forskelsbehandling mellem medier og for importørers betaling [1]. Det gengivne uddrag af generaladvokatens forslag viser ikke, om Domstolen fulgte forslaget på alle punkter [2]. Sagen drejede sig især om artikel 5, stk. 2, litra b), og artikel 6 i direktiv 2001/29 [1]. Kilderne viser ikke, hvordan danske myndigheder senere har brugt dommen [1].
Fra kilderne
For så vidt som skaden for rettighedshaverne vil blive anset for at være minimal, bør tilrådighedsstillelsen af den nævnte funktion ikke give anledning til en pligt til betaling af denne kompensation. [1]
Anvendelsen kan imidlertid have en indvirkning på det konkrete niveau for denne kompensation. [1]
Det henhører under disse medlemsstaters kompetence at fastsætte tærsklen for en sådan skade, idet denne tærskel bl.a. skal anvendes i overensstemmelse med ligebehandlingsprincippet. [1]
Kilder
- Dom i sag C-463/12: Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 5. marts 2015. — Copydan Båndkopi mod Nokia Danmark A/S. dommen · 5. marts 2015
- Forslag til afgørelse i sag C-463/12: Forslag til afgørelse fra generaladvokat P. Cruz Villalón fremsat den 18. juni 2014. — Copydan Båndkopi mod Nokia Danmark A/S. generaladvokatens forslag til afgørelse · 18. juni 2014