Mobilabonnement med forbrugsgrænse: hæftelse for højt forbrug
Spørgsmålet var, om kunden hæfter for højt mobilforbrug, når forbrugsgrænsen blev ændret flere gange, selv om hun benægtede at have stået bag. Nævnet svarede ja, fordi hun ikke effektivt nok havde sikret abonnementet.
Sagen
Klageren oprettede i marts 2006 et mobilabonnement med en forbrugsgrænse på 50 kr., som skulle bruges af hendes 9-årige søn [1]. Teleselskabet registrerede derefter en lang række forhøjelser af grænsen, både via pin-kode og via oplysning af klagerens navn, cpr.-nummer og kontraktsnummer [1]. Den 19. maj 2006 bad klageren om suspension, men abonnementet blev ikke lukket, og forhøjelserne fortsatte, indtil det blev lukket i juni 2006 på grund af ubetalte regninger. Det udestående var da 8.066,32 kr. [1]. Klageren benægtede at have ændret grænsen og at have udleveret sin pin-kode. Selskabet fastholdt kravet og oplyste, at trafikken stammede fra klagerens telefon og SIM-kort [1].
Spørgsmålet
Spørgsmålet var, om klageren hæftede for det registrerede forbrug, selv om hun benægtede at have foretaget ændringerne eller udleveret sin pin-kode [1]. Nævnet skulle afgøre, om benægtelsen var tilstrækkelig til at fritage hende for at hæfte efter abonnementsvilkårene [1].
Resultatet
Nævnet gav ikke klageren medhold, så teleselskabet kunne fastholde sit krav [1]. Nævnet fandt, at klageren ikke effektivt nok havde sikret abonnementet mod det høje forbrug [1]. Klagegebyret på 150 kr. blev ikke returneret, og selskabet skal betale 4.000 kr. i sagsomkostninger [1].
Rettens begrundelse
Nævnet tog udgangspunkt i abonnementsvilkårene, der fastslår, at klageren hæfter for alt registreret forbrug, uanset om det er foretaget af andre [1]. Ved oprettelsen fik klageren en ordrebekræftelse, hvor det fremgik, at grænsen kunne ændres med en personlig pin-kode, at koden ikke må overdrages, og at en ny kode skal oprettes ved mistanke om misbrug [1]. Nævnet fandt, at klageren var tilstrækkeligt oplyst om ordningen og om, hvad hun skulle gøre ved mistanke om misbrug [1]. Nævnet lagde vægt på, at klageren ved den første regning i april 2006, der langt oversteg grænsen, vidste eller burde vide, at forbruget var stort, og at hun ikke reagerede effektivt [1]. Selskabet havde oplyst, at de registrerede henvendelser var sket ved pin-kode eller ved oplysning af klagerens identifikationsoplysninger, og at det ved flere lejligheder virkede, som om klagerens børn udgav sig for at være hende [1]. Nævnet fandt ikke, at klageren kunne fritages for at hæfte, blot ved at benægte kendskab til henvendelserne [1]. Klageren havde gjort gældende, at hun i en periode havde opbevaret telefon og SIM-kort hver for sig, men nævnet fandt ikke, at hun på tilstrækkelig vis havde godtgjort, at andre ikke havde haft adgang [1].
Hvad dommen betyder
Efter analysens vurdering viser afgørelsen, at en kunde kan blive bundet af forhøjelser af en forbrugsgrænse, selv om hun benægter at have stået bag dem [1]. Det, der vejede tungt, var, at klageren ikke effektivt nok havde sikret abonnementet, og at hun ikke reagerede på den høje regning [1]. Efter analysens vurdering er det en konkret vurdering af en enkelt sag, og afgørelsen afgør ikke, hvordan andre sager med mindreårige brugere skal bedømmes [1]. Den siger heller ikke noget generelt om, hvornår en udbyder har ansvaret for ændringer foretaget via egne systemer; nævnet tog ikke stilling til det i denne sag [1]. Kilde 3 beskriver en anden afgørelse, hvor ændringen var mulig på grund af udbyderens system, og hvor udbyderen blev vurderet nærmest til at bære risikoen [2]. Efter analysens vurdering kan den linje ikke læses ind i denne dom, der ikke omtaler sådanne systemforhold [1]. Dommen rækker derfor til den konkrete kombination af ordrebekræftelse, faktura og forhøjelser via pin-kode og identifikation [1].
Sådan hænger kilderne sammen
Dommen er kilde 1 og den eneste, der beskriver den konkrete sag [1]. Kilde 3 og kilde 4 er korte resuméer af andre afgørelser om saldokontrol og mindreårige, og de peger ikke samme vej. I kilde 3 blev spærringen ophævet af sønnen, og nævnet vurderede, at udbyderen var nærmest til at bære risikoen, fordi systemet tillod ændringen [2]. I kilde 4 var forbrugeren ikke bundet af datterens ophævelser, fordi teleselskabet havde oplyst datteren om, at hun skulle skaffe faderens cpr.-nummer [3]. Ingen af kilderne viser, hvordan danske myndigheder senere har brugt dommen. Kilde 2 om rykkergebyr i renteloven handler om andre forhold og er ikke brugt.
Fra kilderne
Pin-koden er personlig og må ikke overdrages til andre. [1]
Nævnet finder endvidere, at klager allerede ved modtagelsen af regningen i april 2006, der langt oversteg den aftalte saldokontrol, vidste eller burde vide, at der var et stort forbrug på abonnementet. [1]
udbyderen var nærmest til at bære risikoen for, at spærringen var ophævet. [2]
Kilder
- Teleankenævnet, sag 10.04-0378-06: Mobil – aftaleforhold – saldokontrol – mindreårige (J.nr. 10.04-0378-06) dommen · 18. juli 2007
- Ophævet saldokontrol anden afgørelse med lignende indhold · 31. december 2002
- Mindreårigs ophævelse af spærring anden afgørelse med lignende indhold · 31. december 2002