Kommissionens afvisning af en chikanesag byggede på en forkert forståelse af chikane
Spørgsmålet var, om Kommissionen kunne afvise en chikanesag, fordi direktøren ikke havde ond vilje og behandlede flere ens. Retten svarede nej for den periode, hvor direktøren var chef, og annullerede afgørelsen for den del.
Sagen
En kontorchef i Kommissionens kontor for forvaltning af individuelle rettigheder (PMO) indgav den 5. december 2007 en ansøgning om bistand efter vedtægtens artikel 24. Hun hævdede at være udsat for psykisk chikane og bad om en administrativ undersøgelse [1]. Allerede i 2005 og 2006 havde hun skrevet til sin direktør og foreholdt hende chikane [1]. Undersøgeren vedtog den 23. april 2010 en endelig rapport og anbefalede at henlægge sagen [1]. Kommissionens generalsekretær henlagde ansøgningen ved afgørelse af 7. juni 2010. Kontorchefen modtog den først den 10. august 2010 [1]. Hendes klage blev afvist den 20. december 2010, og hun anlagde sag den 14. april 2011 [1]. Hun bebrejdede direktøren bl.a., at hun udelukkede hende fra arbejdsgrupper og møder, nægtede hende ressourcer og stillede spørgsmålstegn ved hendes evner i e-mails, der gik i kopi til andre [1]. Rapporten fandt, at direktøren ikke havde ond hensigt, og at hendes holdning rettede sig mod en hel gruppe medarbejdere [1].
Spørgsmålet
Retten skulle afgøre, om Kommissionen havde lagt et forkert chikanebegreb til grund og anlagt et åbenbart urigtigt skøn, da den afviste, at direktørens adfærd var psykisk chikane. Retten skulle også tage stilling til, om undersøgelsen og begrundelsen var i orden [1].
Resultatet
Retten annullerede afgørelsen af 7. juni 2010, for så vidt den angik perioden efter 30. september 2004, hvor direktøren var chef. Kontorchefen fik dermed medhold på det centrale punkt [1]. Hendes klager over perioden før og hendes øvrige anbringender om alderdiskrimination, bistandspligt og undersøgelsens gennemførelse fik ikke medhold. Den tilgængelige tekst afbrydes, før begrundelsespligten og erstatningskravet er afgjort [1].
Rettens begrundelse
Retten gennemgik vedtægtens artikel 12a, stk. 3. Den definerer psykisk chikane som misbrug, der over en periode gentagne gange eller systematisk kommer til udtryk i adfærd, ord eller handlinger, som er forsætlige, og som er et angreb på en persons værdighed, personlighed eller integritet [1]. Retten fandt to betingelser. Adfærden skal være frivillig, men den skal ikke være udført for at skade [1]. Rapporten og afgørelsen lagde vægt på, at direktøren ikke havde ond hensigt, og at hun ikke var bevidst om, at bemærkningerne kunne såre. Det stred ifølge retten mod artikel 12a [1]. Retten afviste også, at adfærd er undskyldt, fordi den rammer flere. Ellers kunne en chikanør blot ramme flere personer [1]. Retten fandt endvidere et åbenbart urigtigt skøn. Direktøren gav medarbejdere instrukser uden at informere kontorchefen, og hun sendte kritik af kontorchefen i kopi til kolleger. Kommissionen havde ikke forklaret, at særlige forhold eller tjenestens interesse kunne begrunde det [1]. For perioden før 2004 fandt retten ikke chikane. Lavere bedømmelser, forslag om tidlig fratræden og afslag på direktørstillinger var hverken hver for sig eller samlet chikane [1]. Uenighed om organisering er højst meningsforskelle [1].
Hvad dommen betyder
Efter analysens vurdering viser dommen, at en undersøgelse af chikane ikke kan afvise sagen alene med, at lederen ikke ville skade, eller at lederen behandlede flere medarbejdere på samme måde. Retten byggede på vedtægtens ordlyd, hvor kravet om forsæt gælder selve adfærden og ikke et ønske om at skade [1]. Dommen peger efter analysens vurdering på, at objektive virkninger af frivillig adfærd kan være afgørende [1]. Dommen viser også grænser. Retten afviste de fleste klager over den første periode og fremhævede, at dårlige bedømmelser, uenighed og et konfliktfyldt forhold i sig selv ikke beviser chikane [1]. Retten gav institutionerne et vidt skøn over organisering og valg af undersøgere og vidner [1]. Dommen afgør heller ikke, at direktørens adfærd faktisk var chikane. Retten fastslog, at Kommissionens vurdering var behæftet med fejl, og annullerede afgørelsen for den anden periode [1]. Efter analysens vurdering rækker dommen kun til EU-institutionernes ansatte og vedtægtens regler. Den kan ikke bruges til at forudsige udfaldet af andre sager, fordi retten lagde vægt på de konkrete forhold, bl.a. det manglende grundlag for direktørens e-mails og instrukser [1].
Sådan hænger kilderne sammen
Sagen drejede sig om vedtægtens artikel 12a, stk. 3, der definerer psykisk chikane, og artikel 24, der giver tjenestemænd ret til bistand. Efter artikel 24 skal institutionen ved en troværdig klage iværksætte passende foranstaltninger, bl.a. en administrativ undersøgelse [1]. Artikel 25, stk. 2, kræver, at afgørelser, der indebærer et klagepunkt, begrundes, og chartrets artikel 41 fastslår forvaltningens pligt til at begrunde sine beslutninger [1]. Retten henviste til tidligere personalesager om, at hensigt ikke er et krav, og at en objektiv iagttager skal kunne se adfærden som overdreven og kritisabel [1]. De øvrige kilder handler ikke om samme spørgsmål. Kilde 2 er blot en dublet af dommens tekst.
Fra kilderne
Det er tilstrækkeligt, at denne negative adfærd objektivt har haft sådanne følger, eftersom den har været frivillig [1]
Ifølge undersøgerens argumentation vil den påståede chikanør for at undgå anklager om chikane i forhold til en person blot kunne rette sin adfærd mod et større antal personer, hvilket naturligvis er absurd. [1]
Det må følgelig fastslås, at det fremgår af selve den anfægtede afgørelses ordlyd, at den er baseret på en forståelse af begrebet psykisk chikane, som er i strid med vedtægtens artikel 12a, stk. 3. [1]