Kan et konkursbo gøres erstatningsansvarligt for forgæves salgsforhandlinger?
Spørgsmålet var, om et konkursbo skulle betale erstatning for advokatomkostninger efter forgæves forhandlinger om salg. Konkursboet fik medhold, og Landsretten stadfæstede, at der ikke var ført bevis for ansvarspådragende adfærd.
Sagen
SKI GROUP A/S anmeldte i konkursboet af SN 2020 ApS et krav på 360.000 kr. svarende til advokatomkostninger, som selskabet havde afholdt for at forsøge at overtage virksomhedens aktiviteter. SN 2020 ApS blev erklæret konkurs den 27. november 2020, og kuratoren startede en salgsproces med datarum, deponeringskrav og budfrister. SKI GROUP A/S deltog i budprocessen. Kuratoren forlængede budfristen og forhandlede videre med andre bydere. Den 3. december 2020 meddelte kuratoren, at virksomheden var solgt til en anden køber, og at der ikke var indgået aftale med SKI GROUP A/S. Kravet blev afvist ved fordringsprøven, og selskabet sagsøgte derefter konkursboet. Parterne var uenige om, om der var indgået en bindende aftale. SKI GROUP A/S gjorde gældende, at kuratoren havde handlet illoyalt i forhandlingsprocessen [1].
Spørgsmålet
Retten skulle tage stilling til, om konkursboet skulle anerkende kravet på 360.000 kr. som et krav efter konkurslovens § 93, fordi kuratoren ved forhandlingsprocessen skulle have handlet culpøst over for SKI GROUP A/S. Kravet var baseret på negativ kontraktinteresse, altså tab ved forgæves forhandlinger [1][2].
Resultatet
Sø- og Handelsretten gav konkursboet medhold, og der blev ikke pålagt erstatning [3]. Landsretten stadfæstede dommen og fandt, at sagsøgeren ikke havde ført fornødent bevis for, at konkursboet havde handlet ansvarspådragende i de forgæves aftaleforhandlinger [3].
Rettens begrundelse
Kilden til dommen gengiver ikke rettens egne præmisser, så begrundelsen her bygger på parternes anbringender og på det, Landsretten har fremhævet [1][3]. SKI GROUP A/S gjorde gældende, at kuratoren havde handlet culpøst og illoyalt i budprocessen, blandt andet ved at forlænge budfristen, ved at oplyse en andens bydere om et krav om over 30 mio. kr. og ved at forhandle individuelt med denne [1]. Selskabet mente også, at de forhold, kuratoren senere nævnte, såsom samarbejdsaftalen med Tourpaq, køberens økonomi og advokatindeståelsen, ikke var anført som begrundelse på forhandlingstidspunktet [1]. Konkursboet bestred, at der var indgået en bindende aftale, og henviste til, at kuratoren havde forbeholdt sig retten til frit at vælge mellem bud [1]. Landsretten fandt, at sagsøgeren ikke havde ført det fornødne bevis for ansvarspådragende adfærd, og der var derfor ikke grundlag for erstatning [3]. Spørgsmålet om massekrav var knyttet til konkurslovens § 93, der placerer omkostninger ved konkursens indtræden, omkostninger ved boets behandling og gæld pådraget under behandlingen forud for anden gæld [2][1].
Hvad dommen betyder
Efter analysens vurdering viser dommen, at et forgæves forsøg på at købe en virksomhed fra et konkursbo ikke automatisk giver ret til erstatning for advokatomkostninger, selv når processen er hektisk og præget af mange ændringer [1][3]. Afgørelsen bygger på, at den part, der krævede erstatning, skulle føre bevis for ansvarspådragende adfærd, og at dette ikke lykkedes [3]. Efter analysens vurdering afgør dommen ikke, om en negativ kontraktinteresse i sig selv kan begrunde erstatning, når der er indgået en bindende aftale. Sagsøgeren gjorde gældende, at det var uden betydning, om der var indgået aftale, men kilderne viser ikke, at retten tog stilling til dette [1][3]. Dommen giver heller ikke et generelt svar på, hvornår forhandlinger i et konkursbo bliver illoyale, og den siger intet om, hvordan kuratorer skal tilrettelægge budprocesser i andre sager. Efter analysens vurdering er den knyttet til de konkrete omstændigheder, herunder mailkorrespondancen, budfristerne og den advokatindeståelse, parterne var uenige om [1]. Den er ikke egnet til at forudsige udfaldet af andre sager med andre faktiske forhold [3].
Sådan hænger kilderne sammen
Kilde 7 er Landsrettens stadfæstelse af Sø- og Handelsrettens dom i samme sag, og den bekræfter, at der ikke var grundlag for erstatning, fordi bevis for ansvarspådragende adfærd ikke var ført [3]. Kilde 1 er selve dommen med parternes påstande, forklaringer og anbringender, men den gengiver ikke rettens egne præmisser [1]. Sagen drejede sig om, om kravet kunne anerkendes efter konkurslovens § 93, som fastsætter, at omkostninger ved konkursens indtræden, omkostninger ved boets behandling og gæld pådraget under behandlingen betales forud for anden gæld [2]. Lovteksten i kilde 2 siger ikke noget om forhandlinger, og de tilgængelige kilder viser ikke, hvordan kravet i øvrigt er vurderet i andre afgørelser.
Fra kilderne
Jeg har hele vejen igennem understreget mine forbehold. Vi har ingen aftale. [1]
Konkursboet forbeholder sig således fuldstændig frihed til at vælge mellem indkomne bud [1]
Landsretten fandt, at sagsøger A/S ikke har ført fornødent bevis for, at konkursboet har handlet ansvarspådragende i forbindelse med de forgæves aftaleforhandlinger. [3]
Kilder
- Sag om, hvorvidt sagsøger A/S har krav på erstatning af advokatomkostninger i forbindelse med et forgæves forsøg på at overtage aktiviteterne i sagsøgte ApS via forhandlinger med kurator. Erstatningskravet er baseret på negativ kontraktinteresse, og beror på et synspunkt om illoyalitet i forhandlingsprocessen dommen · 7. december 2023
- Konkursloven § 93 lovbestemmelse · 29. december 2022
- Landsretten stadfæster Sø- og handelsrettens dom, og tiltræder dermed, at sagsøger A/S ikke har ført fornødent bevis for, at konkursboet har handlet ansvarspådragende over for sagsøger A/S, og der derfor ikke er grundlag for at pålægge konkursboet at betale erstatning til sagsøger A/S for advokatomk. i forbindelse med de forgæves gennemførte aftaleforhandlinger anden afgørelse med lignende indhold · 16. december 2024