Italiens regler mod urimelige kontraktvilkår var ikke klare nok, mener generaladvokat
Spørgsmålet var, om Italien fuldt ud havde givet organisationer ret til at sagsøge mod opfordring til urimelige kontraktvilkår. Generaladvokaten foreslog, at Italien dømmes for traktatbrud, fordi reglerne ikke var klare nok.
Sagen
Kommissionen anlagde et traktatbrudssøgsmål mod Italien om direktiv 93/13 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler. Efter at Kommissionen delvis havde hævet sagen, resterede kun ét punkt: gennemførelsen af direktivets artikel 7, stk. 3 [1]. Den bestemmelse handler om sager mod erhvervsdrivende, der anvender eller opfordrer til anvendelse af de samme generelle kontraktvilkår [1]. Italien havde gennemført direktivet med artikel 1469e i den borgerlige lovbog, codice civile. Den giver bestemte sammenslutninger ret til at sagsøge for at få anvendelsen af vilkårene forbudt [1]. Italien pegede også på artikel 3 i lov 281/98. Den giver forbrugerforeninger på en officiel liste ret til at kræve forbud mod handlinger og adfærd, der skader forbrugernes interesser [1]. Kommissionen sendte en begrundet udtalelse den 18. december 1998 og anlagde sag den 6. oktober 1999. Italien bestred, at der var traktatbrud [1].
Spørgsmålet
Spørgsmålet var, om Italien fuldt ud havde gennemført direktivets artikel 7, stk. 3. Det kom an på, om organisationer også kunne anlægge sag mod den blotte opfordring til at bruge urimelige kontraktvilkår, og om de italienske regler var klare nok på dette punkt [1].
Resultatet
Generaladvokaten foreslog, at Domstolen fastslår, at Italien har tilsidesat sine forpligtelser, og at Italien betaler sagens omkostninger. Kommissionen ville dermed få medhold. Domstolens egen afgørelse fremgår ikke af kilderne [1].
Rettens begrundelse
Generaladvokaten fandt først, at direktivet sondrer mellem at anvende urimelige vilkår og at opfordre til at anvende dem. Derfor kræver det et præventivt søgsmål, altså et søgsmål, der kan anlægges, før vilkårene bruges. Han skrev, at det ikke er afgørende, om vilkårene faktisk anvendes [1]. Italiens henvisning til kravet om retlig interesse i procesloven kunne ikke bruges, fordi en medlemsstat ikke kan støtte sig på sin nationale retsorden for at undgå forpligtelser efter fællesskabsretten [1].
Dernæst fandt han, at artikel 1469e ikke udelukker artikel 3 i lov 281/98, fordi de to bestemmelser har forskellige anvendelsesområder. Artikel 3 omfatter efter ordlyden også opfordringer [1]. Han forkastede også Kommissionens klage over, at kredsen af søgsmålsberettigede var blevet indsnævret. Direktivet lader medlemsstaterne fastlægge kredsen, og den kan ændres [1].
Afgørende var klagen om retssikkerhed og retlig klarhed. Selv om italienske domstole gav beskyttelse mod opfordringer, er national retspraksis, der fortolker reglerne i overensstemmelse med fællesskabsretten, ikke tilstrækkelig. Kravet om klarhed påhviler lovgiverne [1]. Forholdet mellem de to bestemmelser var langt fra klart, og de søgsmålsberettigede kunne ikke forventes at forstå retstilstanden [1].
Hvad dommen betyder
Efter analysens vurdering er forslaget først og fremmest et udsagn om, hvor klar en national gennemførelse skal være. Det er ikke nok, at domstolene i praksis giver den beskyttelse, direktivet kræver. Generaladvokaten lagde vægt på, at lovgiveren selv skal skabe en tydelig lovramme [1].
Forslaget siger også noget om direktivets indhold. Efter analysens vurdering viser det, at generaladvokaten læste artikel 7, stk. 3, som en pligt til at give adgang til præventive organisationssøgsmål, og at han accepterede, at kredsen af søgsmålsberettigede kan være snævrere for opfordringer end for anvendelse [1].
Det er dog kun et forslag fra generaladvokaten. Det binder ikke Domstolen, og kilderne viser ikke, hvad Domstolen endte med at afgøre. Forslaget afgør heller ikke, hvordan reglerne i andre medlemsstater skal bedømmes. Generaladvokaten nævnte selv, at flere medlemsstater har en retstilstand, der kan sammenlignes med den italienske. Han gik dog ikke nærmere ind i dem [1]. Hans vurdering af kravene til klarhed byggede desuden på, at de søgsmålsberettigede er sagkyndige organisationer og ikke almindelige forbrugere [1].
Sådan hænger kilderne sammen
Kilderne indeholder kun generaladvokatens forslag fra den 20. september 2001. De øvrige kilder handler om andre emner og er ikke brugt. Sagen drejer sig om artikel 7 i direktiv 93/13. Stk. 1 kræver egnede og effektive midler til at bringe anvendelsen af urimelige vilkår til ophør. Stk. 2 giver organisationer med legitim interesse ret til at gå til domstole eller myndigheder. Stk. 3 tillader sager mod erhvervsdrivende, der anvender eller opfordrer til anvendelse af de samme vilkår [1]. På italiensk side drejede det sig om artikel 1469e i codice civile og artikel 3 i lov 281/98. Artikel 100 i den italienske civilproceslov kræver en retlig interesse for at antage et søgsmål til behandling [1]. Om Domstolen fulgte forslaget, og om danske myndigheder har brugt sagen, fremgår ikke af kilderne.
Fra kilderne
Det er ikke afgørende, om de urimelige vilkår faktisk anvendes. [1]
Der er intet, der tyder på, at denne lov ikke skulle udvide forbrugerens rettigheder i forhold til artikel 1469e i codice civile. [1]
Kravet om retssikkerhed og retlig klarhed påhviler derfor - og måske endog først og fremmest - lovgiverne. [1]
Det følger heraf, at der ikke er taget tilstrækkeligt hensyn til principperne om retssikkerhed og retlig klarhed i forbindelse med gennemførelsen af direktivets artikel 7, stk. 3, i italiensk ret [1]