Spring til indhold

Analyser af domme

Tegning: En chef vil vende et timeglas på en medarbejders skrivebord, men en venlig EU-generaladvokat lægger det ned på siden, mens medarbejderen med stråhat og støvet kuffert stadig venter på sin ferie.

Generaladvokat: Feriekrav forældes ikke, før arbejdsgiveren har oplyst om ferien

EU-DomstolenArbejde og overenskomstForslag til afgørelse i sag C-120/215. maj 2022

Spørgsmålet var, om en treårig forældelsesfrist for ferie må begynde at løbe, selv om arbejdsgiveren ikke har oplyst om ferien. Generaladvokaten foreslog, at EU-retten forbyder det; Domstolens egen afgørelse fremgår ikke af kilderne.

Læs hele dommen


Sagen

En lønmodtager var ansat som skatte- og regnskabsmedarbejder fra den 1. november 1996 til den 31. juli 2017 og havde ret til 24 feriedage om året. [1] Arbejdsgiveren bekræftede i 2012, at 76 resterende feriedage ikke ville fortabes. Fra 2012 til 2017 fik lønmodtageren i alt 95 feriedage, men afholdt ikke hele den lovbestemte minimumsferie. [1] Arbejdsgiveren opfordrede ikke til at afholde mere ferie og oplyste ikke om, at ferie kan fortabes. [1] I 2018 krævede lønmodtageren penge for 101 feriedage. Arbejdsgiveren gjorde gældende, at ferien var fortabt og kravet forældet. [1] Førsteinstansen gav kun medhold for 2017. Appeldomstolen tilkendte 17.376,64 EUR for 76 feriedage fra 2013-2016. [1] Arbejdsgiveren iværksatte derefter revisionsappel ved Bundesarbeitsgericht, den tyske forbundsdomstol i arbejdsretlige sager. [1]

Spørgsmålet

Den tyske domstol spurgte, om EU's arbejdstidsdirektiv og chartret er til hinder for, at en treårig forældelsesfrist for retten til ferie begynder ved udgangen af ferieåret. Det gælder, når arbejdsgiveren ikke med passende opfordringer og oplysninger har sørget for, at lønmodtageren kunne afholde ferien. [1]

Resultatet

Kilderne indeholder kun generaladvokatens forslag, ikke Domstolens egen dom. Generaladvokaten foreslog, at reglerne er til hinder for en sådan forældelse, når arbejdsgiveren ikke har opfyldt sine opfordrings- og oplysningspligter. Forslaget støtter dermed lønmodtagerens side. [1]

Rettens begrundelse

Generaladvokaten udgik fra, at medlemsstaterne selv fastsætter betingelserne for at udøve ferieretten. Reglerne må dog ikke føre til, at optjent ferie fortabes, hvis lønmodtageren ikke faktisk har haft mulighed for at bruge den. [1] Forældelsesreglerne hører efter hans opfattelse til de samme gennemførelsesregler og skal overholde de samme grænser. [1] Han fandt, at en treårig frist er rimelig. Problemet er begyndelsestidspunktet. [1] En frist kan ikke udløses af et teoretisk og formodet kendskab hos lønmodtageren. Den bør først begynde ved udgangen af det år, hvor arbejdsgiveren har opfyldt sin oplysningspligt. [1] Bevisbyrden for, at arbejdsgiveren har udvist den fornødne omhu, påhviler arbejdsgiveren. [1] Den tyske regering havde gjort gældende, at forældelse tjener retssikkerheden og forhindrer ubegrænset opsparing af ferie. Generaladvokaten afviste det og overførte principperne om fortabelse til forældelse. [1] En arbejdsgiver bør ikke kunne drage fordel af sin egen misligholdelse. [1] Lønmodtageren kan heller ikke kræves at anlægge sag for at stoppe fristen. [1]

Hvad dommen betyder

Efter analysens vurdering er kilden et forslag fra generaladvokaten og ikke en afgørelse. Forslaget binder ikke Domstolen, og kilderne viser ikke, hvad Domstolen endte med at fastslå. [1] Efter analysens vurdering ser forslaget ud til at række til den situation, hvor arbejdsgiveren ikke har opfyldt sine opfordrings- og oplysningspligter. I den situation skulle forældelsesfristen ikke kunne begynde at løbe. [1] Forslaget lader til at være knyttet til netop denne misligholdelse. Generaladvokaten sagde selv, at en arbejdsgiver kan undgå konsekvensen ved at godtgøre, at han har udvist den fornødne omhu. [1] Forslaget tager heller ikke stilling til længden af den tyske treårsfrist, som generaladvokaten fandt rimelig. [1] Efter analysens vurdering siger det derfor mindre om andre forældelsesregler eller andre typer krav. Heller ikke den konkrete sags udfald kan læses ud af forslaget, da den afgøres af den tyske domstol. Kilderne viser ikke, hvordan danske myndigheder har brugt forslaget.

Sådan hænger kilderne sammen

Sagen er en præjudiciel forelæggelse, hvor en national ret beder Domstolen om at fortolke EU-retten. Artikel 7 i direktiv 2003/88 giver mindst fire ugers betalt ferie og tillader kun penge i stedet for ferie, når arbejdsforholdet ophører. [1] Tysk ret har en almindelig forældelsesfrist på tre år, som normalt begynder ved udgangen af det år, hvor kravet opstod, eller hvor kreditoren fik kendskab til det. [1] Generaladvokaten byggede på to tidligere domme fra 2018, Kreuziger og Max-Planck-Gesellschaft. De fastslog, at ferie ikke kan fortabes, hvis arbejdsgiveren ikke har opfyldt sine opfordrings- og oplysningspligter. [1] Den tyske regering og Kommissionen indgav skriftlige indlæg, og der var retsmøde den 24. marts 2022. Generaladvokaten delte Kommissionens opfattelse om, at et blot formodet kendskab ikke er nok. [1]

Fra kilderne

En sådan arbejdsgiver bør ikke kunne undgå at overholde sine egne forpligtelser og kunne drage fordel af sin egen misligholdelse [1]
Det er følgelig hverken den forældelsesfrist, der er fastsat i tysk ret, eller dennes varighed, der skaber vanskeligheder, f.eks. henset til effektivitetsprincippet, men begyndelsestidspunktet for denne frist [1]
medmindre arbejdsgiveren kan godtgøre, at denne har udvist den fornødne omhu, for at arbejdstageren faktisk har kunnet udøve sin ret til årlig betalt ferie, kan den pågældende arbejdstager ikke fratages den optjente ret, hverken gennem fortabelse eller forældelse [1]

Kilder

  1. Forslag til afgørelse i sag C-120/21: FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT J. RICHARD DE LA TOUR fremsat den 5. maj 2022 Sag C-120/21 dommen · 5. maj 2022