Spring til indhold

Analyser af domme

Tegning: En håndværker lægger stolt to fakturaer på disken hos Skattestyrelsen, mens de to underleverandører ved siden af ham kun er stiplede omrids, og en venlig skattemedarbejders hånd glider lige igennem den ene, da han prøver at give hånd.

Fradrag for fakturaer fra to underleverandører, som ikke blev anset for reelle

LandsskatterettenSkat, moms og toldLandsskatteretten, j.nr. 24-010277417. september 2025

Spørgsmålet var, om Skattestyrelsen med rette havde nægtet fradrag for 81.630 kr. i udgifter til to underleverandører. Landsskatteretten stadfæstede afgørelsen, fordi fakturaerne ikke kunne anses for reelle, og klageren ikke havde dokumenteret leveringen tilstrækkeligt.

Læs hele dommen


Sagen

Virksomheden, som klageren ejer, indberettede et overskud på 903.518 kr. for 2022 [1]. Skattestyrelsen nægtede fradrag for to fakturaer fra underleverandørerne [virksomhed2] ApS og [virksomhed3] ApS på til sammen 81.630 kr. ekskl. moms og forhøjede overskuddet til 985.148 kr. [1]. Fakturaerne var ikke specificeret og oplyste ikke, hvor ydelserne var leveret, eller hvem der havde udført arbejdet [1]. Virksomheden fremlagde hverken timesedler, samarbejdskontrakt eller mailkorrespondance, og der var ingen bankudtog for den periode, hvor den ene faktura blev udstedt [1]. Skattestyrelsen oplyste, at begge selskaber var fakturafabrikker, og at hovedaktionæren i [virksomhed3] var dømt for hvidvask ved fiktive fakturaer [1]. Klageren gjorde gældende, at ydelserne var udført, og at aftalerne var mundtlige [1].

Spørgsmålet

Retten skulle tage stilling til, om Skattestyrelsen med rette havde nægtet fradrag for udgifterne til de to underleverandører på i alt 81.630 kr. for 2022 [1]. Det afgørende var, om fakturaerne kunne anses for reelle, og om klageren havde dokumenteret, at ydelserne var leveret [1].

Resultatet

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse, så fradraget ikke blev godkendt [1]. Skattestyrelsen fik dermed medhold, og klageren fik ikke medhold i sin påstand om fradrag [1].

Rettens begrundelse

Udgifter til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomst kan fradrages efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, men der skal være en direkte forbindelse mellem udgiften og indkomsten [1]. Det er som udgangspunkt skatteyderen, der har bevisbyrden, jf. højesteretsdommen SKM2004.162.HR, og beviskravet skærpes, når der er usædvanlige omstændigheder [1]. Landsskatteretten fandt, at fakturaerne ikke angav arten og omfanget af ydelserne, hvor og hvornår arbejdet var udført, eller hvem der udførte det [1]. Retten gengav Skattestyrelsens oplysning om, at selskaberne var fakturafabrikker, og at hverken den ene eller den anden havde ressourcer til at levere ydelserne [1]. Retten nævnte også, at hovedaktionæren i [virksomhed3] var dømt for hvidvask [1]. Klageren havde ikke fremlagt timesedler, samarbejdskontrakter eller mailkorrespondance, og retten henviste i den forbindelse til SKM2020.484.BR [1]. Samlet fandt Landsskatteretten, at der var så usædvanlige omstændigheder, at fakturaerne ikke kunne anses for reelle [1]. Retten fandt også, at betaling ved elektronisk pengeoverførsel ikke i sig selv dokumenterer, at ydelsen blev leveret [1].

Hvad dommen betyder

Efter analysens vurdering viser afgørelsen, at Landsskatteretten i en sag med fakturaer fra underleverandører knyttet til fakturafabrikker og hvidvask kan lægge en skærpet bevisbyrde på skatteyderen, når fakturaerne mangler oplysninger om ydelsen [1]. Afgørelsen bygger på en samlet vurdering af flere forhold, og efter analysens vurdering rækker den ikke længere end de forhold, den nævner [1]. Den siger ikke, hvor grænsen går, hvis fakturaerne er mere specificerede, eller hvis der findes anden dokumentation, som ikke var fremlagt her [1]. Efter analysens vurdering siger afgørelsen heller ikke, at betaling via bank er uden betydning; den siger kun, at betalingen alene ikke dokumenterer, at ydelsen er leveret [1]. Afgørelsen tager ikke udtrykkeligt stilling til, om klagerens gode tro har betydning for fradraget, selvom klageren gjorde gældende, at han var i god tro [1]. Afgørelsen siger ikke, hvordan andre sager vil blive afgjort [1].

Sådan hænger kilderne sammen

Afgørelsen henviser til højesteretsdommen SKM2004.162.HR om bevisbyrden [1]. Den henviser også til SKM2020.484.BR om manglende dokumentation i form af timesedler og kontrakter [1]. Skattestyrelsen angav, at overskuddet skal beskattes efter personskattelovens § 3, stk. 1, og arbejdsmarkedsbidragsloven § 1 [1][2][3]. Personskatteloven § 3, stk. 2, nr. 1, omtaler fradrag for udgifter til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomst ved selvstændig erhvervsvirksomhed [2]. Kilde 5 er en anden Landsskatteretsafgørelse om købsmoms fra underleverandører, hvor retten også fandt, at underleverandørerne ikke var reelle, fordi fakturaerne manglede nødvendige oplysninger og underleverandørerne var fakturafabrikker [4]. Den vedrører moms, ikke fradrag efter statsskattelovens § 6 [4].

Fra kilderne

Det påhviler derfor klageren en skærpet bevisbyrde for, at der er foretaget fradragsberettigede leverancer i henhold til de udstedte fakturaer. [1]
Retten finder, at der samlet set er tale om så usædvanlige omstændigheder, at de fremsendte fakturaer ikke kan anses for at være reelle. [1]
Det forhold, at fakturaen fra [virksomhed3] er betalt ved elektronisk pengeoverførsel, udgør ikke i sig selv dokumentation for, at leveringen af ydelsen har fundet sted [1]

Kilder

  1. Landsskatteretten, j.nr. 24-0102774: Fradrag for udgifter til underleverandører dommen · 17. september 2025
  2. Personskatteloven § 3 lovbestemmelse · 17. juni 2021
  3. Arbejdsmarkedsbidragsloven § 1 lovbestemmelse · 12. februar 2020
  4. Landsskatteretten, j.nr. 24-0102044: Skattestyrelsen har forhøjet virksomhedens momstilsvar med 20.407 kr. for perioden 1. januar 2022 til 31. december 2022. Forhøjelsen skyldes, at… anden afgørelse med lignende indhold · 17. september 2025