Spring til indhold

Analyser af domme

Tegning: En chef præsenterer højtideligt en tyk overenskomstmappe med butterfly for en medarbejder, der høfligt giver mappens bogmærke hånden, mens en sparegris med læsebriller kigger frem bag en bunke lønsedler.

Fleksjobbere fik løn efter sammenlignelig overenskomst

ArbejdsrettenArbejde og overenskomstArbejdsrettens dom af 20. april 2023 i sag 2022-240 (tidl. 2022-86)20. april 2023

Spørgsmålet var, om to fleksjobbere havde krav på løn og pension efter en sammenlignelig overenskomst, når parterne ikke havde taget udgangspunkt i den. Arbejdsretten svarede ja til løn- og pensionskravet, men afviste godtgørelse for mangelfulde ansættelsesbeviser.

Læs hele dommen


Sagen

To personer blev ansat i fleksjob hos JEWA Skive ApS som henholdsvis montagemedarbejder og kantinemedhjælper; den ene overgik senere til montage [1]. Deres ansættelseskontrakter angav, at ansættelsesforholdet ikke var omfattet af en overenskomst, mens den ene fleksjobaftale også indeholdt oplysningen om, at aftalen blev reguleret af den gældende overenskomst og havde feltet »Overenskomst: Ja« [1]. Arbejdstiden var 14 timer om ugen med 57 procents effektivitet svarende til 8 timer for den ene og 8 timer om ugen med 62,5 procents effektivitet svarende til 5 timer for den anden [1]. De udførte montage- og pakkearbejde, og JEWA Skive var ikke dækket af en overenskomst [1]. 3F rejste sag, og Arbejdsretten skulle blandt andet tage stilling til løn, pension og godtgørelse for ansættelsesbeviser [1].

Spørgsmålet

Skulle løn og pension for fleksjobberne fastsættes med udgangspunkt i Industriens Overenskomst, fordi der fandtes en relevant sammenlignelig overenskomst, selv om parterne ikke havde taget udgangspunkt i den? [1][2] Havde de også krav på godtgørelse for mangelfulde ansættelsesbeviser? [1][3][5]

Resultatet

Arbejdsretten pålagde JEWA Skive ApS at betale 70.881,19 kr. til 3F for den ene lønmodtager og 16.733,23 kr. for den anden med procesrente fra ydelsernes forfald [1]. Retten frifandt samtidig virksomheden for kravene om godtgørelse efter ansættelsesbevisloven [1]. Klagerne fik dermed medhold i løn- og pensionskravene, men ikke i godtgørelseskravene [1].

Rettens begrundelse

Arbejdsretten tog udgangspunkt i § 122, stk. 4, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats: På områder uden overenskomst fastsættes løn og øvrige arbejdsvilkår efter aftale, men hvis der findes en relevant sammenlignelig overenskomst, skal parterne tage udgangspunkt i den [1][2]. Retten lagde efter forklaringen fra 3F’s forhandlingssekretær til grund, at montage- og pakkearbejde er dækket af Industriens Overenskomst, som derfor var en relevant sammenlignelig overenskomst [1]. Retten fandt ikke, at loven eller forarbejderne præcist beskrev, hvad pligten til at »tage udgangspunkt« indebar [1]. Den fortolkede pligten i lyset af bestemmelsens formål om blandt andet at beskytte arbejdstagerens rettigheder og undgå, at bestemmelsen blev indholdsløs [1]. Derfor skulle arbejdstageren gøres bekendt med, hvilken overenskomst der var den sammenlignelige, så arbejdstageren kunne tage stilling til eventuelle afvigelser, eventuelt efter rådgivning fra den faglige organisation, der står bag overenskomsten [1]. Parterne kunne derefter konkret aftale afvigelser [1]. Da fleksjobberne ikke var bekendt med, at aftalen skulle tage udgangspunkt i Industriens Overenskomst, og der ikke var aftalt konkrete afvigelser, havde de ikke taget udgangspunkt i overenskomsten [1]. Konsekvensen var, at arbejdstageren havde mindst de rettigheder, som fulgte af overenskomsten [1]. For ansættelsesbeviserne fandt retten, at den ene kontrakt korrekt oplyste, at forholdet ikke var omfattet af en overenskomst, og at den faktiske løn fremgik [1][3]. Den anden lønmodtagers gennemsnitlige ugentlige arbejdstid oversteg ikke 8 timer, så ansættelsesbevisloven ikke fandt anvendelse [1][6].

Hvad dommen betyder

Efter analysens vurdering viser dommen, at pligten i § 122, stk. 4, til at tage udgangspunkt i en relevant sammenlignelig overenskomst ikke er tom [1][2]. Hvis arbejdsgiveren ikke gør arbejdstageren bekendt med den sammenlignelige overenskomst og ikke aftaler konkrete afvigelser, kan arbejdstageren efter dommen have krav på mindst de rettigheder, som følger af overenskomsten [1]. Dommen rækker især til fleksjob, hvor der findes en relevant sammenlignelig overenskomst på det arbejde, der faktisk udføres [1]. Den afgør ikke, i hvilket omfang parterne kan aftale afvigelser, fordi retten udtrykkeligt ikke tog stilling til det, da der ikke var aftalt konkrete ændringer [1]. Den afgør heller ikke generelt, hvilken overenskomst der gælder for alle socialøkonomiske virksomheder eller for alle fleksjobbere; vurderingen byggede på det konkrete montage- og pakkearbejde og forklaringen om Industriens Overenskomst [1]. For ansættelsesbeviser viser dommen, at en korrekt oplysning om, at forholdet ikke er overenskomstdækket, og om den faktisk udbetalte løn ikke i sig selv gav godtgørelse, og at loven ikke gjaldt ved en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på højst 8 timer [1][3][6]. Dette er en vurdering, ikke rådgivning, og den siger ikke, hvordan andre sager vil falde ud [1].

Sådan hænger kilderne sammen

Kilde 2 er den centrale lovbestemmelse, § 122, stk. 4, som dommen fortolker [1][2]. Kilde 8 er Arbejdsrettens tidligere afgørelse i samme sag om, at retten kunne behandle spørgsmålet, fordi der forelå en relevant sammenlignelig overenskomst [1][7]. Arbejdsretsloven § 9 nævnes i dommen som led i, at spørgsmål om, hvorvidt der foreligger en kollektiv overenskomst, hører under Arbejdsretten [1][4]. I ansættelsesbevisdelen anvendte retten ansættelsesbevisloven § 1 og § 2 [1][3][6]. Ansættelsesbevisloven § 6 indgik i klagers påstand og argumentation om godtgørelse, men retten anvendte ikke § 6, fordi den ikke fandt en overtrædelse af oplysningspligten [1][5].

Fra kilderne

På områder, hvor der findes en relevant sammenlignelig overenskomst, skal parterne tage udgangspunkt i overenskomsten på det sammenlignelige område. [2]
konsekvensen af ikke at opfylde pligten til at tage udgangspunkt i en relevant sammenlignelig overenskomst må være, at arbejdstageren har mindst de rettigheder, som følger af overenskomsten. [1]
Arbejdsgiveren skal give lønmodtageren oplysninger om alle væsentlige vilkår for ansættelsesforholdet [3]

Kilder

  1. Arbejdsrettens dom af 20. april 2023 i sag 2022-240 (tidl. 2022-86) dommen · 20. april 2023
  2. Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 122 lovbestemmelse · 25. maj 2022
  3. Ansættelsesbevisloven § 2 lovbestemmelse · 20. marts 2010
  4. Lov om arbejdsretten § 9 lovbestemmelse · 13. marts 1997
  5. Ansættelsesbevisloven § 6 lovbestemmelse · 20. marts 2010
  6. Ansættelsesbevisloven § 1 lovbestemmelse · 20. marts 2010
  7. Arbejdsrettens retsbog af 7. september 2022 i sag 2022-240 (tidl. 2022 - 86) anden afgørelse med lignende indhold · 7. september 2022