Dyre opkald på mobil med beløbsgrænse: kunden fik ikke medhold
Spørgsmålet var, om en mobilkunde skulle betale for opkald til særnumre, som kunden anfægtede, og om kreditering af en del af forbruget var passende. Nævnet fandt, at opkaldene sandsynligvis var foretaget fra kundens telefon, og at kreditering fra 13. oktober 2003 var passende.
Sagen
Klageren havde et mobilabonnement med en beløbsgrænse, en såkaldt saldokontrol, hos TDC Mobil A/S. Ved en faktura af 15. januar 2004 for perioden 1. oktober til 12. november 2003 blev klageren opkrævet 16.618,91 kr., heraf 15.838,45 kr. for 284 opkald til særtjenester, herunder mødetelefonen og Telebar [1]. Klageren havde ændret beløbsgrænsen med kode flere gange mellem 3. og 12. oktober 2003. Den 10. oktober blev telefonen spærret ved overskridelse af 3.000 kr., hvorefter grænsen blev sat til 500 kr., og telefonen blev genåbnet. Den 12. oktober gentog klageren grænsen på 500 kr., og spærringen blev ophævet, indtil næste opdatering [1]. Selskabet krediterede forbrug fra 13. oktober 2003, men fastholdt resten. Klageren gjorde gældende, at klageren ikke havde foretaget opkaldene til særtjenesterne [1].
Spørgsmålet
Spørgsmålet var, om klageren skulle betale resten af fakturaen, 3.736,36 kr., for opkald til særtjenester, og om selskabets kreditering fra 13. oktober 2003 var tilstrækkelig, når spærringen ikke var sket rettidigt [1].
Resultatet
Nævnet gav ikke klageren medhold, og TDC Mobil A/S fik dermed medhold i kravet om betaling. Klagegebyret på 150 kr. blev ikke returneret, og selskabet skulle betale 3.000 kr. i sagsomkostninger til nævnet [1].
Rettens begrundelse
Nævnet fandt det sandsynliggjort, at de påklagede opkald var foretaget af klageren eller en person med adgang til klagerens telefon, blandt andet fordi opkaldene var foretaget fra samme SIM-kort og lå tæt på ikke-påklagede opkald [1]. Om saldokontrollen lagde nævnet til grund, at klageren selv havde ændret beløbsgrænsen med kode i perioden 3. til 12. oktober 2003 [1]. Nævnet bemærkede, at ændringen den 10. oktober skete, efter at telefonen allerede var spærret for overskridelse af 3.000 kr., og at klageren dermed ikke fik mere forbrugsmulighed. Nævnet fandt, at klageren måtte have været bevidst om, at en ændring genåbnede telefonen, og at næste opdatering ville ske inden for 24 timer [1]. Nævnet fortolkede udbudsbekendtgørelsens § 18, stk. 3, således, at der højst må gå 24 timer mellem opdateringerne. Efter nævnets opfattelse betyder det ikke, at en spærring 24 timer efter forbruget altid er rettidig. Spærringen skal ske, når overskridelsen konstateres, uanset om der er gået mindre end 24 timer [1]. Da klageren ikke i realiteten havde mulighed for yderligere forbrug, fandt nævnet, at kreditering fra 13. oktober 2003 var fuldt ud passende [1].
Hvad dommen betyder
Efter analysens vurdering viser afgørelsen, at en kunde med saldokontrol kan blive hæftet for forbrug, hvis kunden selv har ændret beløbsgrænsen, og at kunden kan være klar over, at telefonen kan genåbnes i op til 24 timer [1]. Afgørelsen siger også, at en teleudbyder ikke kan nøjes med at spærre 24 timer efter en overskridelse. Spærringen skal ske, når overskridelsen konstateres [1]. Det kan efter analysens vurdering tale for, at en fejl i udbyderens spærring ikke automatisk fritager kunden, men at udbyderen har en selvstændig pligt til at reagere hurtigt. Rækkevidden er dog begrænset. Afgørelsen er truffet af et klagenævn, og den siger ikke noget om, hvordan andre vilkår skal fortolkes. Den siger heller ikke, hvad der gælder, hvis kunden ikke selv har ændret grænsen. Vurderingen bygger på, at opkaldene blev sandsynliggjort at være foretaget fra kundens SIM-kort, og andre faktiske forhold kan give et andet resultat [1]. Kilden giver ikke grundlag for at forudsige, hvordan andre sager vil blive afgjort.
Sådan hænger kilderne sammen
Kilde 4 er en anden afgørelse om en saldokontrolordning, der blev ophævet, fordi koden til ophævelse var blevet identisk med telefonens pinkode. Her måtte teleudbyderen bære risikoen, fordi udbyderen ikke havde vejledt abonnenten behørigt om valg af kode [2]. Kilde 4 lægger vægt på udbyderens vejledning, mens dommen her lægger vægt på, at klageren selv ændrede grænsen [1][2]. Kilde 4 er kun en kort beskrivelse uden sagsnummer eller dato, og den kan derfor ikke sammenlignes fuldt ud med sagen her. Kilde 1 gengiver selv den relevante regel, udbudsbekendtgørelsens § 18, stk. 3, om højst 24 timers opdatering, som nævnet fortolkede således, at spærring skal ske, når overskridelsen konstateres [1]. Kilderne siger ikke, hvordan danske myndigheder har brugt dommen senere.
Fra kilderne
Nævnet finder det således sandsynliggjort, at de påklagede opkald blev foretaget af klager eller en person med adgang til klagers telefon. [1]
Denne spærring skal ske, når det konstateres, at forbrugsgrænsen er overskredet, uanset om der er forløbet mindre end 24 timer fra overskridelsen. [1]
Dette fandt nævnet passende og klager fik derfor ikke medhold. [1]
Kilder
- Teleankenævnet, sag 10.04-0668-04: Regningsklage – anfægtede opkald – saldokontrol. (J.nr. 10.04-0668-04) dommen · 25. januar 2005
- Valg af pinkode var sælgers ansvar anden afgørelse med lignende indhold · 31. december 2002