Spring til indhold

Analyser af domme

Tegning: En pensionist står midt på en bro mellem to lande, og to embedsmænd fra hver sin side fisker mønter op af hans ene lille pung med lange tænger, mens han holder et enkelt termometer frem.

Dobbelt sygesikringsbidrag af udenlandsk tillægspension hindrer fri bevægelighed

EU-DomstolenStaten og EU-reglerneDom i sag C-302/9815. juni 2000

Domstolen skulle afgøre, om Tyskland måtte beregne sygesikringsbidrag af en fransk tillægspension uden at tage hensyn til det franske bidrag. Svaret var nej, fordi reglen hindrer arbejdskraftens frie bevægelighed.

Læs hele dommen


Sagen

Pensionisten er tidligere tysk minearbejder og bor i Tyskland. Han fik en lovbestemt tysk alderspension og en tysk supplerende pension [1]. Fordi han også havde arbejdet i Frankrig, fik han en fransk supplerende alderspension, som beror på en overenskomst [1]. Frankrig trak 2,4 % af bruttobeløbet som bidrag til den franske sygesikring. Det var et såkaldt solidaritetsbidrag, som ikke gav ret til ydelser [1]. Den tyske kasse Bundesknappschaft krævede derefter bidrag til den tyske sygesikring for pensionister, beregnet af den franske pensions bruttobeløb. Efterbetalingen udgjorde 1 005,67 DEM [1]. Pensionisten fik delvist medhold ved to tyske retter. Landessozialgericht pegede på, at en forsikret ikke skal betale bidrag af bidrag [1]. Kassen anlagde revisionsanke til Bundessozialgericht, som forelagde sagen for Domstolen [1].

Spørgsmålet

Domstolen skulle afgøre, om traktatens regler om arbejdskraftens frie bevægelighed er til hinder for, at en medlemsstat beregner sygesikringsbidrag af bruttobeløbet af en pension fra en anden medlemsstat. Spørgsmålet var, om det må ske uden hensyn til, at en del allerede er trukket som sygesikringsbidrag dér [1].

Resultatet

Domstolen svarede, at traktatens artikel 48 er til hinder for en sådan beregning. Pensionisten fik dermed medhold i den centrale del af spørgsmålet [1].

Rettens begrundelse

Domstolen afgrænsede først spørgsmålet. Det drejede sig kun om beregningen af det tyske bidrag. Det drejede sig ikke om, om Frankrig måtte opkræve sit bidrag [1]. Domstolen fastslog, at pensionisten alene var omfattet af tysk lovgivning efter forordning nr. 1408/71. Den franske tillægspension beror på en overenskomst og regnes ikke som »lovgivning« i forordningens forstand. Derfor hørte opkrævningen af det tyske bidrag under tysk ret [1]. Tyskland skal dog overholde traktatens regler om fri bevægelighed, når landet bruger sin kompetence [1]. Domstolen fremhævede, at pensionisten ikke mistede sin status som arbejdstager ved at holde op med at arbejde, og at pensionsretten er uadskilleligt forbundet med den status [1]. Artikel 48 forbyder foranstaltninger, der kan afholde borgere fra at udøve retten til fri bevægelighed [1]. Den tyske regel gjaldt for både vandrende og fastboende arbejdstagere. Domstolen fandt alligevel, at den kun kunne skade de vandrende. Risikoen for dobbelt opkrævning er ikke stor for den, der kun har arbejdet i Tyskland, men reel for den, der har en pension fra en anden medlemsstat [1]. Reglen var derfor en hindring for arbejdskraftens frie bevægelighed [1].

Hvad dommen betyder

Efter analysens vurdering viser dommen, at en medlemsstat ikke uden videre kan lade en national beregningsregel ramme dem, der har brugt retten til fri bevægelighed, selv om reglen formelt gælder for alle. Domstolen så på reglens faktiske virkning for vandrende arbejdstagere [1]. Efter analysens vurdering rækker dommen formentlig længst i netop den situation, den beskriver: en pensionist med en overenskomstbaseret tillægspension fra en anden medlemsstat, hvor en del af bruttobeløbet allerede er trukket som sygesikringsbidrag [1]. Dommen afgør ikke, om Frankrig måtte opkræve sit bidrag, som ikke gav ret til ydelser. Domstolen afviste udtrykkeligt at tage stilling til det [1]. Den afgør heller ikke, hvordan bidraget konkret skal regnes ud, ud over at der skal tages hensyn til det allerede fratrukne bidrag [1]. Domstolen behandlede ikke artikel 6 og forordningens artikel 3, fordi artikel 48 allerede var nok [1]. Dommen er en vurdering af én national regel og kan efter analysens vurdering ikke i sig selv bruges til at forudsige udfaldet af andre sager.

Sådan hænger kilderne sammen

Sagen kom til Domstolen som en præjudiciel forelæggelse fra Bundessozialgericht. Den tyske ret var i tvivl, bl.a. på grund af en tidligere dom om en vandrende arbejdstager, om en ordning med dobbelt bidrag straffer dem, der har udnyttet fri bevægelighed [1]. Retten pegede også på, at forordningens artikel 33 ikke gælder for tillægspensioner baseret på overenskomst [1]. Generaladvokatens forslag er kun delvist gengivet i materialet. Det gennemgår de samme regler, bl.a. artikel 48, forordningens artikel 1, litra j), artikel 13, stk. 2, og artikel 33 [2]. Det fremgår ikke, hvad han konkret foreslog. Derfor kan det ikke vurderes, om Domstolen fulgte ham. De danske kilder handler om andre emner og er ikke brugt her.

Fra kilderne

Heraf følger, at en national lovgivning som den, der er omhandlet i hovedsagen, udgør en hindring for arbejdskraftens frie bevægelighed, der er forbudt i traktatens artikel 48. [1]
Forbundsrepublikken Tyskland skal dog under udøvelse af denne kompetence overholde traktatens bestemmelser, bl.a. bestemmelserne vedrørende arbejdskraftens fri bevægelighed [1]
Sandsynligheden for, at der af bruttobeløbet af den supplerende alderspension, der tilkommer en arbejdstager, som alene har udøvet erhvervsmæssig beskæftigelse i Tyskland, i denne stat foretages en dobbelt opkrævning af sygesikringsbidrag, er ikke stor. [1]

Kilder

  1. Dom i sag C-302/98: Domstolens Dom (Sjette Afdeling) af 15. juni 2000. - Manfred Sehrer mod Bundesknappschaft. - Anmodning om præjudiciel afgørelse: Bundessozialgericht - Tyskland. - Arbejdskraftens f dommen · 15. juni 2000
  2. Forslag til afgørelse i sag C-302/98: Forslag til afgørelse fra generaladvokat Ruiz-Jarabo Colomer fremsat den 8. februar 2000. - Manfred Sehrer mod Bundesknappschaft. - Anmodning om præjudiciel afgør generaladvokatens forslag til afgørelse · 8. februar 2000