Danske krav om arbejdstilladelse til søfolk fra tredjelande strider ikke mod EU-retten
Spørgsmålet var, om EU's etableringsfrihed forhindrer Danmark i at kræve arbejdstilladelse til tredjelandssøfolk på danskflagede skibe, der anløber dansk havn over 25 gange om året. Domstolen svarede nej. [1]
In English · En français · Auf Deutsch
Sagen
Fire svenske partrederier registrerede fire skibe i Dansk Internationalt Skibsregister for at drive rederivirksomhed i Danmark [1]. De udpegede det danske anpartsselskab VAS Shipping som bestyrende reder [1]. Det er den reder, der efter søloven kan indgå de aftaler, som en rederivirksomhed normalt kræver [1]. VAS Shipping er 100% ejet af det svenske selskab Sirius Rederi AB [1]. Anklagemyndigheden tiltalte VAS Shipping for at have ladet skibene anløbe danske havne mere end 25 gange fra den 22. august 2010 til den 22. august 2011 [1]. Om bord var besætningsmedlemmer fra lande uden for EU, som ikke havde dansk arbejdstilladelse og ikke var fritaget [1]. Retten i Odense idømte selskabet en bøde på 1500000 DKK [1]. Retten mente, at reglen begrænsede etableringsfriheden, men at begrænsningen var begrundet i hensynet til stabilitet på det danske arbejdsmarked [1]. VAS Shipping ankede til Østre Landsret, som forelagde sagen for EU-Domstolen [1].
Spørgsmålet
Domstolen skulle afgøre, om artikel 49 TEUF om etableringsfrihed er til hinder for dansk lovgivning [1]. Lovgivningen kræver arbejdstilladelse til tredjelandsbesætningsmedlemmer på et danskflaget skib, der direkte eller indirekte ejes af et selskab fra en anden medlemsstat, medmindre skibet højst anløber dansk havn 25 gange inden for et år [1].
Resultatet
Domstolen fastslog, at artikel 49 TEUF, sammenholdt med artikel 79, stk. 5, TEUF, ikke er til hinder for den danske ordning [1]. Domstolen fandt, at reglen slet ikke er en restriktion for etableringsfriheden [1]. VAS Shipping fik dermed ikke medhold i, at reglen var en restriktion, der ikke var nødvendig [1]. Anklagemyndigheden fik medhold i resultatet, men ikke i sin begrundelse, fordi den havde ment, at reglen var en restriktion, som dog var forenelig med EU-retten [1].
Rettens begrundelse
Domstolen slog først fast, at etableringsfriheden gælder i sagen [1]. Etablering betyder, at man faktisk driver økonomisk virksomhed fra et fast sted i en anden medlemsstat [1]. Når et skib bruges til den slags virksomhed, kan registreringen af skibet ikke holdes adskilt fra etableringsfriheden [1]. Som udgangspunkt er en restriktion enhver regel, der gør det vanskeligere eller mindre attraktivt at etablere sig, også selvom den gælder ens for alle [1]. Herefter lagde Domstolen afgørende vægt på artikel 79, stk. 5, TEUF [1]. Bestemmelsen giver medlemsstaterne ret til at fastlægge, hvor mange tredjelandsstatsborgere der må komme ind for at søge arbejde [1]. Flagstaten, altså det land, hvor skibet er registreret, anses for det land, hvor søfolkene på skibet har beskæftigelse [1]. Et krav om arbejdstilladelse er et redskab til at styre denne adgang [1]. Danmark må derfor kræve tilladelse og samtidig fastsætte undtagelser, som fx grænsen på 25 anløb [1]. Domstolen erkendte, at et selskab med et danskflaget skib kan stå dårligere end selskaber, der driver skibe under andre medlemsstaters flag uden et lignende krav [1]. Den ulempe skyldes dog blot, at medlemsstaterne bruger deres ret efter artikel 79, stk. 5, TEUF forskelligt [1]. Derfor var der ingen restriktion, og Domstolen skulle ikke vurdere begrundelse og proportionalitet [1].
Hvad dommen betyder
Efter analysens vurdering viser dommen, at en medlemsstats regler om arbejdstilladelse til tredjelandsstatsborgere på skibe under dens eget flag som udgangspunkt ikke skal måles mod etableringsfriheden som en restriktion, når reglerne gælder ens for alle skibe under flaget [1]. Domstolen løste sagen allerede ved spørgsmålet om restriktion og nåede derfor ikke til den proportionalitetsvurdering, som både byretten og landsretten havde fokus på [1]. Det betyder efter analysens vurdering, at dommen ikke siger noget om, hvorvidt hensynet til arbejdsmarkedets stabilitet kunne have begrundet en egentlig restriktion [1]. Dommen ser ud til at være knyttet til artikel 79, stk. 5, TEUF og dermed til adgangen for tredjelandsstatsborgere [1]. Den afgør efter analysens vurdering ikke, hvordan regler, der rammer EU-borgere, eller regler, der behandler skibe forskelligt efter ejerens nationalitet, skal bedømmes [1]. Dommen tager heller ikke stilling til selve straffesagen eller bødens størrelse. Det er op til Østre Landsret at afgøre sagen på grundlag af svaret [1]. Dommen tager desuden kun stilling til artikel 49 TEUF og ikke til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, som landsretten nævnte som et særskilt område [1].
Sådan hænger kilderne sammen
Sagen drejede sig om udlændingelovens § 13, stk. 1, om krav om arbejdstilladelse, også på dansk skib, og § 59, stk. 4 og 5, om straf [1]. Den drejede sig også om udlændingebekendtgørelsens § 33, nr. 4, med undtagelsen for højst 25 anløb, og om sølovens §§ 103-104 om bestyrende reder [1]. Generaladvokat Hogan beskrev sagen som et begrebsmæssigt vanskeligt spørgsmål om, hvad en restriktion er [2]. Han bemærkede, at parterne var enige om, at der var en restriktion, men at Kommissionen havde rejst tvivl om det [2]. Generaladvokaten gennemgik også havretskonventionens regler om flagstatens jurisdiktion over skibe og besætning [2]. Domstolen henviste udtrykkeligt til generaladvokatens forslag, da den fastslog, at etableringsfriheden fandt anvendelse [1]. Det tilgængelige uddrag af forslaget viser ikke generaladvokatens endelige konklusion [2].
Fra kilderne
Med henblik på anvendelsen af denne bestemmelse skal flagstaten for et skib anses for at være den stat, hvori en tredjelandsstatsborger, som arbejder på dette skib, har beskæftigelse [1]
Sådanne ugunstige virkninger udspringer imidlertid af eventuelle forskelle i hver enkel medlemsstats anvendelse af den ret, som udtrykkeligt er tillagt den i medfør af artikel 79, stk. 5, TEUF [1]
Den stiller det begrebsmæssigt vanskelige spørgsmål, om en lovgivning, der regulerer arbejdsmarkedet, og som finder generel anvendelse uden forskel, kan anses for en restriktion for etableringsfriheden som omhandlet i artikel 49 TEUF. [2]
Kilder
- Dom i sag C-71/20: Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 8. juli 2021. — Straffesag mod VAS Shipping ApS. dommen · 8. juli 2021
- Forslag til afgørelse i sag C-71/20: Forslag til afgørelse fra generaladvokat G. Hogan fremsat den 10. juni 2021. — Straffesag mod VAS Shipping ApS. generaladvokatens forslag til afgørelse · 10. juni 2021