Spring til indhold

Analyser af domme

Tegning: En embedsmand på åbredden peger på en travl å og spørger "Hvilke vandveje?", mens en anden embedsmand står midt i vandet og kigger i kikkert, og en kano, en turbåd og to kajakker sejler forbi.

Danmark skulle gennemføre EU-regler om sejlads på indre vandveje og får tvangsbøde

EU-DomstolenStaten og EU-reglerneDom i sag C-879/2415. oktober 2026

Spørgsmålet var, om Danmark var fritaget for at gennemføre EU-direktiver om kvalifikationer til sejlads på indre vandveje. Domstolen fandt, at Danmark havde pligt til en begrænset gennemførelse, og pålagde en tvangsbøde, hvis bruddet varer over seks måneder [1].

Læs hele dommen

En français · Auf Deutsch


Sagen

Direktiv 2017/2397 fastsætter regler om certificering og anerkendelse af kvalifikationer for personer, der fører fartøjer på indre vandveje i EU [1]. Direktiv 2021/1233 ændrede reglerne om anerkendelse af certifikater fra lande uden for EU [1][3]. Begge direktiver skulle være gennemført senest den 17. januar 2022 [1]. Danmark meddelte Kommissionen, at landet ikke havde sejlbare indre vandveje og derfor var fritaget efter direktivets artikel 39, stk. 4 [1]. Kommissionen var uenig. Den pegede på blandt andet Aalborg Havn, Gudenåen og Odense Å [1]. Efter en åbningsskrivelse i marts 2022 og begrundede udtalelser i september 2023 anlagde Kommissionen et traktatbrudssøgsmål, altså en sag om, at en medlemsstat har brudt sine EU-forpligtelser [1]. Kommissionen krævede et fast beløb på mindst 1.599.000 EUR og en daglig tvangsbøde på 20.542,80 EUR [1].

Spørgsmålet

Domstolen skulle afgøre, om Danmark var helt fritaget for at gennemføre direktiverne, fordi sejlads på indre vandveje ikke er teknisk muligt i Danmark [1]. Den skulle også afgøre, om økonomiske sanktioner kunne pålægges efter artikel 260, stk. 3, TEUF, når uenigheden handlede om, hvorvidt der overhovedet var en pligt til gennemførelse [1].

Resultatet

Kommissionen fik i det væsentlige medhold. Domstolen fastslog, at Danmark havde tilsidesat sine forpligtelser ved ikke at vedtage og meddele de nødvendige regler [1]. Danmark skal betale en tvangsbøde på 20.542,80 EUR pr. dag, hvis bruddet stadig består seks måneder efter dommen [1]. Domstolen afviste kravet om et fast beløb, og Danmark skal betale sagsomkostningerne [1].

Rettens begrundelse

Domstolen tog udgangspunkt i direktivets definition af en indre vandvej: en vandvej, bortset fra havet, som er åben for sejlads med fartøjer eller flydende materiel [1]. Udtrykket »bortset fra havet« udelukker ikke vandveje, der er forbundet med havet [1]. Direktivet kræver heller ikke »store flod- og kanalsystemer« [1]. At vandvejene kun bruges til fritidssejlads og småbåde, gør ikke sejlads teknisk umuligt [1]. For lande med lokal eller sæsonbestemt sejlads giver direktivet i stedet en begrænset pligt efter artikel 39, stk. 3, til at gennemføre artikel 10, 15 og 38 [1]. Direktiv 2016/1629 om tekniske forskrifter, som ikke er rettet til Danmark, har et andet formål og kan ikke afgøre anvendelsesområdet [1]. Kort over europæiske vandveje var heller ikke afgørende [1]. At Danmark i en periode under lovgivningsarbejdet var udtrykkeligt fritaget, viste ikke, at lovgiver ville fritage landet, da fritagelsen ikke kom med i den endelige tekst [1]. Om sanktionerne sagde Domstolen, at en medlemsstats opfattelse af, at reglerne ikke gælder for den, ikke fritager den fra pligten til at gennemføre og meddele [1]. Da Danmarks argumenter ikke var åbenbart ugrundede, og spørgsmålet var nyt, var et fast beløb ikke nødvendigt [1].

Hvad dommen betyder

Efter analysens vurdering viser dommen, at fritagelsen i artikel 39, stk. 4, i direktiv 2017/2397 tolkes snævert [1]. Det synes ikke at være nok, at et land har få og små vandveje, eller at de løber ud i havet [1]. Så længe der findes vandveje, hvor der faktisk sejles, peger dommen på, at landet mindst skal gennemføre de få bestemmelser om anerkendelse af certifikater [1]. Dommen har efter analysens vurdering også en mere generel processuel betydning. Den tyder på, at en medlemsstat bærer risikoen, hvis den undlader at gennemføre et direktiv, fordi den mener sig fritaget [1]. En sådan uenighed kan føre til sanktioner efter artikel 260, stk. 3, TEUF allerede i første sag [1]. Samtidig viser dommen, at Domstolen kan tage hensyn til, at et lands argumenter var forsvarlige, og at spørgsmålet var nyt. Her førte det til, at der ikke blev pålagt et fast beløb, og at Danmark fik seks måneders frist [1]. Dommen afgør ikke, præcis hvilke danske vandveje der er omfattet, eller hvordan dansk ret konkret skal indrette gennemførelsen [1]. Den tager heller ikke stilling til, om Danmarks eksisterende lovgivning, som landet henviste til, indholdsmæssigt opfylder kravene [1].

Sådan hænger kilderne sammen

Generaladvokaten foreslog, at artikel 260, stk. 3, TEUF ikke skulle finde anvendelse, når selve spørgsmålet om en gennemførelsespligt kræver Domstolens fortolkning [2]. Det fulgte Domstolen ikke. Den fandt bestemmelsen anvendelig, men tog hensyn til de særlige omstændigheder ved at droppe det faste beløb [1]. I spørgsmålet om, hvad der er en indre vandvej, henviste Domstolen flere gange til generaladvokatens forslag og fulgte hende [1]. Generaladvokaten beskrev, hvordan artikel 39 deler medlemsstaterne i tre grupper: fuld gennemførelse, begrænset gennemførelse og ingen gennemførelse [2]. Direktiv 2021/1233 ændrede artikel 10 og 38, som netop indgår i den begrænsede pligt [1][2].

Fra kilderne

betyder den omstændighed, at de indre vandveje kun bruges til fritidssejlads og småbåde, ikke, at sejlads på indre vandveje er teknisk umuligt som omhandlet i dette direktivs artikel 39, stk. 4. [1]
I lyset af artikel 260, stk. 3, TEUF kan en medlemsstat nemlig ikke fritages fra sin gennemførelsespligt med den begrundelse, at der er behov for en fortolkning af det direktiv, som den skal gennemføre [1]
Under sådanne særlige omstændigheder ses det ikke at være nødvendigt at pålægge betaling af et fast beløb for at forebygge gentagelser af overtrædelser af EU-retten, som svarer til de i denne sag omhandlede. [1]
artikel 260, stk. 3, TEUF ikke finder anvendelse, når selve spørgsmålet om, hvorvidt der er en forpligtelse til gennemførelse, kræver Domstolens fortolkning. [2]

Kilder

  1. Dom i sag C-879/24: Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 15. oktober 2026. — Europa-Kommissionen mod Kongeriget Danmark. dommen · 15. oktober 2026
  2. Forslag til afgørelse i sag C-879/24: FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT L. MEDINA fremsat den 16. april 2026 Sag C-879/24 generaladvokatens forslag til afgørelse · 16. april 2026
  3. EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV (EU) 2021/1233 af 14. juli 2021 om ændring af direktiv (EU) 2017/2397, for så vidt angår overgangsforanstaltninger for anerkendelse af tredjelandscertifikater (EØS-relevant tekst) anden afgørelse med lignende indhold · 14. juli 2021