Danmark måtte lægge moms på medielicensen, selv om ordningen blev ændret
Spørgsmålet var, om Danmark måtte lægge moms på medielicensen, når landsretten lagde til grund, at den ikke er betaling for en ydelse, og ordningen blev ændret efter 1978. EU-Domstolen svarede, at momsdirektivet ikke er til hinder for det [1].
In English · En français · Auf Deutsch
Sagen
I Danmark blev der fra 1926 opkrævet licens for at finansiere den institution, der i dag hedder DR [1]. Fra 1986 blev også den offentlige tv-station TV2 delvist finansieret af licensen [1]. Licensen har været pålagt moms, siden moms blev indført i Danmark i 1967 [1]. I 2006 blev licensen til en »medielicens«. Den omfattede alle apparater, der kan modtage billedprogrammer, herunder fx computere og smartphones [1]. Lovgivningen gjorde det også muligt at bruge en mindre del af pengene på private radio- og tv-foretagender med public service-opgaver, på Det Danske Filminstitut og på en filmskole for børn og unge, som drives af en fond stiftet bl.a. af offentlige radio- og tv-foretagender [1]. Licensen blev helt afskaffet den 1. januar 2022 [1]. To privatpersoner og en forening, der førte et gruppesøgsmål, krævede ved Østre Landsret momsen for 2007-2017 tilbage fra Skatteministeriet [1]. Landsretten lagde til grund, at licensen ikke er vederlag for en ydelse. Den forelagde derefter tre spørgsmål for EU-Domstolen [1].
Spørgsmålet
Domstolen skulle afgøre, om momsdirektivets artikel 370 giver Danmark lov til at lægge moms på en lovpligtig licens, selv om der ikke er tale om »levering af ydelser mod vederlag«, altså betaling for en konkret ydelse [1]. Den skulle også afgøre, om det ændrer noget, at licensen efter 1978 blev udvidet til alle apparater, der kan modtage programmer, og at en mindre del af pengene gik til andre end de offentlige radio- og tv-foretagender [1].
Resultatet
Domstolen svarede på alle tre spørgsmål, at direktivet ikke er til hinder for, at Danmark fortsat lagde moms på licensen [1]. Domstolens fortolkning svarer dermed til Skatteministeriets synspunkt og ikke til sagsøgernes [1]. Det er Østre Landsret, der træffer den endelige afgørelse i sagen [1].
Rettens begrundelse
Normalt falder en aktivitet kun ind under momsdirektivet, hvis den er en levering mod vederlag efter artikel 2, stk. 1, litra c) [1]. Artikel 370 og bilag X, del A, nr. 2), lader dog de lande, der pr. 1. januar 1978 lagde afgift på offentlige radio- og tv-foretagenders ikke-kommercielle virksomhed, fortsætte med det [1]. Undtagelsen svarer i det væsentlige til den, der gælder for Østrig, og som Domstolen tog stilling til i GIS-dommen [1][4]. Derfor gælder samme svar på det første spørgsmål [1]. Landene må dog kun bevare en eksisterende ordning og ikke indføre en ny. Reglerne skal i det væsentlige være uændrede [1]. En ændring, der blot tager hensyn til teknologisk udvikling uden at ændre den udløsende begivenhed, er dog tilladt [1]. Den udløsende begivenhed er det forhold, der skaber pligten til at betale – her besiddelsen af et apparat [1]. At flere personer kommer til at betale, er uden betydning, for artikel 370 kræver ikke, at antallet af transaktioner er uændret [1]. Det er også uden betydning, at modtagelse af programmer kun er en sidefunktion for fx smartphones [1]. Om det tredje spørgsmål sagde Domstolen, at licensen skal finansiere de offentlige foretagenders virksomhed, men at ikke hele beløbet behøver at gå til dem [1]. Bestemmelsen bruger det brede ord »foretagende« og kræver ingen bestemt retlig form. Den kan derfor dække fx filmproduktion, hvis aktiviteten hører under de opgaver, de offentlige radio- og tv-foretagender har fået betroet, og finansieres gennem en obligatorisk licensafgift [1].
Hvad dommen betyder
Efter analysens vurdering bekræfter dommen, at artikel 370 fungerer som en reel undtagelse fra momsdirektivets almindelige regler for de lande, der allerede beskattede offentlig radio- og tv-virksomhed i 1978 [1]. Dommen synes at gøre det svært at kræve momsen af den danske licens tilbage alene med det argument, at licensen ikke var betaling for en ydelse [1]. Dommen sætter dog grænser. Efter analysens vurdering kan en ændring af ordningen formentlig falde uden for undtagelsen, hvis den ændrer den udløsende begivenhed eller ellers ændrer reglerne væsentligt [1]. Domstolen kræver også, at licensen fortsat finansierer de offentlige radio- og tv-foretagenders virksomhed, og at andre aktiviteter hører under de opgaver, disse foretagender har fået betroet [1]. Dommen siger ikke præcist, hvor stor en del af licensen der kan gå til andre formål. Den taler kun om »en mindre del« [1]. Dommen afgør heller ikke selv den konkrete tvist. Det er Østre Landsret, der skal anvende svarene på de faktiske forhold [1]. Efter analysens vurdering har dommen begrænset praktisk rækkevidde fremadrettet, fordi den danske licens blev afskaffet den 1. januar 2022 [1]. Analysen er ikke rådgivning.
Sådan hænger kilderne sammen
Sagen drejede sig om momsdirektivets artikel 2, stk. 1, litra c), artikel 370 og bilag X, del A, nr. 2) [1]. Generaladvokat Szpunar mente, at svaret på det første spørgsmål fulgte direkte af GIS-dommen om Østrigs tilsvarende undtagelse i artikel 378, stk. 1 [2][4]. Han foreslog også, at det andet spørgsmål skulle besvares bekræftende, fordi udvidelsen til nye apparater skyldtes teknologisk udvikling [2]. Domstolen nåede samme resultat. Ved det første spørgsmål støttede den sig direkte på GIS-dommen. Ved det andet og det tredje spørgsmål henviste den udtrykkeligt til generaladvokatens forslag [1]. GIS-dommen havde allerede fastslået, at Østrig måtte lægge moms på en obligatorisk licens, uanset om der var tale om levering mod vederlag [4]. Den juridiske vejledning, afsnit D.A.5.22, gengiver dommen. Den fremhæver, at artikel 370 giver ret til at bevare en eksisterende afgiftsordning, men ikke til at indføre en ny [3].
Fra kilderne
de af bestemmelserne berørte medlemsstater derfor udelukkende ret til at opretholde en allerede eksisterende afgiftsordning for ovennævnte virksomhed, men ikke til at indføre en ny afgiftspålæggelse på denne virksomhed [1]
En sådan ændring afspejler nemlig den teknologiske udvikling, der har fundet sted siden indførelsen af den pågældende undtagelse. [1]
I forhold til disse bestemmelser er det afgørende, hvordan indtægterne fra denne afgift øremærkes, og ikke deres kilde. [2]
Kilder
- Dom i sag C-573/22: Domstolens dom (Femte Afdeling) af 19. december 2024. — A m.fl. mod Skatteministeriet. dommen · 19. december 2024
- Forslag til afgørelse i sag C-573/22: Forslag til afgørelse fra generaladvokat M. Szpunar fremsat den 12. september 2024. — A m.fl. mod Skatteministeriet. generaladvokatens forslag til afgørelse · 12. september 2024
- Den juridiske vejledning D.A.5.22: D.A.5.22 Offentlige radio- og fjernsynsforetagenders ikke-kommercielle virksomhed ML § 13, stk. 1, nr. 22 dansk afgørelse eller dokument, der nævner dommen · 1. juli 2026
- Dom i sag C-249/22: Domstolens dom (Femte Afdeling) af 26. oktober 2023. — BM mod Gebühren Info Service GmbH (GIS). anden afgørelse med lignende indhold · 26. oktober 2023