Spring til indhold

Analyser af domme

Tegning: Tre dommere med parykker undersøger en almindelig paraply på en fløjlspude, mens en af dem måler den med en lineal og en anden venter med et nødtelefonrør for øret, og en tom bus holder uden for vinduet.

Buschauffører måtte ikke nedlægge arbejdet over tvivl om, at nødopkald blev besvaret

ArbejdsrettenArbejde og overenskomstArbejdsrettens dom af 25. februar 2025 i sag 2024 - 43125. februar 2025

Spørgsmålet var, om buschauffører lovligt kunne standse arbejdet på grund af en sikkerhedsrisiko efter Normens § 17, nr. 2. Arbejdsretten fandt, at der ikke var godtgjort en reel fare, og Nobina A/S slap for at efterbetale løn.

Læs hele dommen


Sagen

En buschauffør hos Nobina A/S blev truet af en passager, der fægtede med en paraply foran førersædet [1]. Chaufføren trykkede flere gange på nødknappen, og en medarbejder på vagtcentralen besvarede opkaldet og tilkaldte politiet [1]. I dagene efter voksede uroen blandt kollegerne, som var usikre på, om nødknappen virkede [1]. Tillidsrepræsentanten varslede over for driftslederen, at en arbejdsstandsning kunne være på vej [1]. Om formiddagen den 25. september 2023 var der et mæglingsmøde, og ledelsen ventede derefter på svar fra vagtcentralen om procedurerne [1]. Samme eftermiddag omkring kl. 15 standsede et større antal chauffører arbejdet [1]. Om aftenen holdt ledelsen møde og udsendte en erklæring. Den lovede bl.a. bemanding af vagtcentralen døgnet rundt og indførte test af alarmerne [1]. Chaufførerne genoptog arbejdet kl. 4.30 næste morgen [1]. Nobina trak deltagerne i løn. Fagbevægelsens Hovedorganisation for Fagligt Fælles Forbund (3F) krævede som klager lønnen efterbetalt og en bod betalt til 3F Transportgruppen [1].

Spørgsmålet

Arbejdsretten skulle afgøre, om chaufførernes arbejdsstandsning var berettiget efter Normens § 17, nr. 2. Bestemmelsen tillader at standse arbejdet uden at følge de faglige regler, hvis der opstår risiko for sikkerhed og sundhed [1]. Hvis standsningen var berettiget, skulle retten også tage stilling til efterbetaling af løn og bod [1].

Resultatet

Arbejdsretten fandt, at arbejdsstandsningen ikke var berettiget efter Normens § 17, nr. 2 [1]. Nobina A/S blev frifundet og skulle hverken efterbetale løn eller betale bod [1]. Fagbevægelsens Hovedorganisation for 3F skal betale 5.000 kr. i sagsomkostninger til Arbejdsretten [1].

Rettens begrundelse

Retten tog udgangspunkt i fredspligten. Når en kollektiv overenskomst gælder, må der ikke etableres arbejdsstandsning uden hjemmel i Normen eller i overenskomsten, jf. Hovedaftalens § 2, stk. 1 [1]. Efter Normens § 17, nr. 2, skal reglerne for faglig strid følges, medmindre der opstår risiko for sikkerhed og sundhed, der berettiger til at standse arbejdet [1]. Retten henviste til, at det efter praksis som udgangspunkt kræver et reelt begrundet faremoment. Faren skal ud fra en objektiv vurdering gøre det uforsvarligt at begynde eller fortsætte arbejdet [1]. Det er arbejdstageren, der har bevisbyrden [1]. Retten lagde vægt på, at det var ubestridt, at chaufførens nødopkald var blevet besvaret [1]. Der havde længe været lange svartider på almindelige radioopkald. Det var derimod ikke dokumenteret, at nødopkald ikke blev besvaret [1]. Retten fandt det ubetænkeligt at lægge til grund, at tillidsrepræsentanten var oplyst om, at nødopkaldet var blevet besvaret, før arbejdet blev standset [1]. Arbejdsmiljørepræsentanten vidste også, at chaufføren havde haft kontakt med vagtcentralen [1]. Retten fandt heller ikke, at chaufførerne havde føje til at tro, at faren var så stor, at de måtte standse arbejdet. Det gjaldt også, selv om de ikke kunne få en garanti fra driftslederen [1]. Vidnerne forklarede forskelligt om, hvornår garantien blev krævet, hvad den skulle indeholde, og hvad driftslederen svarede [1]. Drøftelserne havde handlet om både radioopkald og nødopkald, og det kan have bidraget til de forskellige opfattelser [1].

Hvad dommen betyder

Efter analysens vurdering viser dommen, at Arbejdsretten stiller krav til beviset, når lønmodtagere standser arbejdet med henvisning til sikkerhed. Utryghed blandt kolleger er ikke i sig selv nok. Det afgørende synes at være, om der objektivt forelå en reel fare, og om lønmodtagerne havde føje til at tro det [1]. Retten undersøgte både den objektive fare og chaufførernes grund til at tro på en fare. Det tyder på, at begge forhold kan indgå i vurderingen, men dommen fastlægger ikke nærmere, hvor grænsen går [1]. Det har formentlig haft betydning, at de faglige repræsentanter efter rettens bevisvurdering kendte til, at nødopkaldet var blevet besvaret [1]. Dommen hviler dermed i høj grad på de konkrete beviser. Den kan derfor næppe ses som et generelt svar på, hvornår mangler ved alarmudstyr kan begrunde en arbejdsstandsning. Retten tog ikke stilling til, om lange svartider på almindelige radioopkald i sig selv kunne udgøre en sikkerhedsrisiko. Den konstaterede blot, at sådanne problemer havde været der [1]. Retten tog heller ikke stilling til, om ledelsens erklæring og de nye test kunne opfattes som en indrømmelse af en fare. At erklæringen blev givet for at få arbejdet genoptaget, er ledelsens egen forklaring, som retten gengiver [1]. Spørgsmålet om bod blev ikke behandlet, fordi Nobina blev frifundet [1].

Sådan hænger kilderne sammen

Der foreligger kun dommen som kilde. Sagen drejer sig om samspillet mellem Hovedaftalen mellem Dansk Arbejdsgiverforening og Landsorganisationen i Danmark og "Norm for regler for behandling af faglig strid" (Normen) [1]. Hovedaftalens § 2, stk. 1, fastslår fredspligten. Arbejdsstandsning må kun ske med hjemmel i Normen eller i en kollektiv overenskomst [1]. Normens § 17, nr. 2, rummer en undtagelse, når der opstår risiko for sikkerhed og sundhed [1]. Retten gengiver selv, at undtagelsen efter praksis kræver et reelt begrundet faremoment ud fra en objektiv vurdering, og at arbejdstageren bærer bevisbyrden [1]. Dommen nævner ikke konkrete tidligere afgørelser [1].

Fra kilderne

at der foreligger et reelt begrundet faremoment, som ud fra en objektiv vurdering gør det uforsvarligt at begynde eller fortsætte arbejdet. [1]
Bevisbyrden herfor påhviler den arbejdstager, der påberåber sig beskyttelsen. [1]
men det er ikke dokumenteret, at der havde været problemer med, at nødopkald ikke blev besvaret. [1]
Efter det anførte var chaufførernes standsning af arbejdet fra 25. – 26. september 2023 ikke berettiget efter Normens § 17, nr. 2. [1]

Kilder

  1. Arbejdsrettens dom af 25. februar 2025 i sag 2024 - 431 dommen · 25. februar 2025