Advokatens salær i en erstatningssag blev godkendt som rimeligt
Spørgsmålet var, om en advokats salær på 77.500 kr. inkl. moms i en erstatningssag var urimeligt efter retsplejelovens § 126, stk. 2. Advokatnævnet svarede nej og godkendte salæret.
Sagen
Klageren og hans hustru var involveret i et sammenstød i september 2013, hvor en anden bilist kørte frem i et vejkryds uden at respektere vigepligten. Begge fik senere piskesmældssymptomer, blev sygemeldt og mistede deres arbejde. Skadevolderens ansvarsforsikringsselskab anerkendte erstatningspligten [1]. Klageren bad en advokat om hjælp, og advokaten oplyste timepriser for jurister og sekretærer. Sagen trak ud, og advokaten fakturerede løbende a conto-beløb, i alt 77.500 kr. inkl. moms [1]. Efter en ekstra speciallægeerklæring blev méngraden vurderet til 8 %, og forsikringsselskabet forelagde sagen for Arbejdsskadestyrelsen [1]. Advokaten blev afløst af en ny advokat i oktober 2015. Forsikringsselskabet betalte 16.250 kr. til advokatomkostninger. Klageren mente, at salæret skulle nedsættes til 20.000-25.000 kr. inkl. moms [1].
Spørgsmålet
Var advokatens salær på 77.500 kr. inkl. moms for erstatningssagen urimeligt efter retsplejelovens § 126, stk. 2? Nævnet skulle også vurdere, hvilken betydning forsikringsselskabets betaling af advokatomkostninger havde for vurderingen [1].
Resultatet
Advokatnævnet fandt ikke, at salæret var urimeligt, og godkendte de 77.500 kr. inkl. moms. Advokaten fik dermed medhold, og klagen førte ikke til en nedsættelse [1].
Rettens begrundelse
Nævnet tog udgangspunkt i retsplejelovens § 126, stk. 2, hvorefter en advokat ikke må kræve højere salær end rimeligt. Salæret skal efter praksis ses i forhold til blandt andet sagens betydning og værdi for klienten, sagens udfald, arten og omfanget af arbejdet og det ansvar, sagen indebar [1]. Nævnet lagde til grund, at salæret var slutfaktureret ved de a conto-fakturaer, og at tidsregnskabet var retvisende. Erstatningssagen var hverken usædvanlig eller særligt vanskelig, men arbejdet var udført efter klagerens anmodning. Klageren var løbende orienteret og havde ikke rejst indsigelser. Der var derfor ikke grundlag for at antage, at arbejdet var unødvendigt eller mangelfuldt [1]. Nævnet fastslog, at de rimelige advokatomkostninger, som skadelidte efter praksis kan få fra skadevolders forsikringsselskab, normalt svarer til halvdelen af et proceduresalær. Denne standardgodtgørelse er som udgangspunkt uden betydning for, hvad advokaten kan kræve af klienten [1]. Nævnet vurderede salæret samlet, og det var uden betydning, om beløbet var betalt direkte af klageren eller delvist af forsikringsselskabet [1].
Hvad dommen betyder
Efter analysens vurdering viser afgørelsen, at et salær kan godkendes som rimeligt, selv når en del af det er betalt af forsikringsselskabet, og selv om sagen ikke var usædvanlig [1]. Det nævnet lagde vægt på var blandt andet, at klageren var orienteret løbende, at han ikke havde rejst indsigelser, og at tidsregnskabet blev lagt til grund. Efter analysens vurdering betyder det, at en lav standardgodtgørelse fra forsikringsselskabet ikke automatisk sætter en grænse for, hvad advokaten må kræve af klienten. Afgørelsen rækker dog ikke længere end de konkrete forhold. Den er truffet af et nævn på baggrund af sagens akter, og den siger ikke noget generelt om, hvornår et salær er for højt. Nævnet vurderede også, at salæret var slutfaktureret, og at timeregnskabet var retvisende. Afgørelsen tager ikke stilling til, hvordan sager med andre forhold skulle vurderes. Den afgør heller ikke, om en skadelidt i andre sager kan få dækket højere omkostninger. Læseren bør derfor se afgørelsen som nævnets vurdering af en konkret sag, ikke som en fast grænse [1].
Sådan hænger kilderne sammen
Der er kun én kilde om dette spørgsmål, og den beskriver de regler, den selv anvender [1]. Retsplejelovens § 126, stk. 2, fastlægger kravet om et rimeligt salær. Praksis angiver, at salæret ses i forhold til sagens betydning, udfald, arbejdets art og omfang samt ansvaret. Den standardgodtgørelse, som skadelidte kan få fra skadevolders ansvarsforsikringsselskab, udmåles normalt til halvdelen af et proceduresalær [1]. Kilden indeholder ingen oplysninger om, hvordan andre myndigheder senere har brugt afgørelsen.
Fra kilderne
Efter retsplejelovens § 126, stk. 2, må en advokat ikke kræve højere salær for sit arbejde, end hvad der kan anses for rimeligt. [1]
Denne standardgodtgørelse er som udgangspunkt uden betydning for, hvilket salær advokaten efter det anførte ovenfor har krav på hos klienten. [1]
Salæret kan på denne baggrund ikke anses for urimeligt, jf. retsplejelovens § 126, stk. 2, og Advokatnævnet godkender derfor salæret. [1]
Kilder
- Salær for førelse af en erstatningssag var ikke urimeligt, jf. retsplejelovens § 126, stk. 2 dommen · 22. december 2016