25-timersregel på danske rastepladser: Kommissionen løftede ikke bevisbyrden
Spørgsmålet var, om Danmarks grænse på 25 timers parkering på offentlige motorvejsrastepladser hindrer udenlandske vognmænds transport. Domstolen frifandt Danmark, fordi Kommissionen ikke havde bevist, at private pladser var utilstrækkelige.
In English · En français · Auf Deutsch
Sagen
Siden 1. juli 2018 har der i Danmark gældt en maksimal parkeringsvarighed på 25 timer på de offentlige rastepladser langs motorvejsnettet [1]. Reglen står ikke direkte i en lov. Den kom efter en aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti om finansloven for 2018. Vejdirektoratet og Færdselsstyrelsen gennemførte den med hjemmel i færdselslovens § 92, stk. 1 [1]. Europa-Kommissionen mente, at reglen ramte udenlandske vognmænd hårdere end danske. Ifølge Kommissionen kan vognmænd med en driftscentral i Danmark relativt let få chaufførerne til at køre lastbilerne tilbage dertil [1]. Domstolen bemærkede dog senere, at danske vognmænd også potentielt må omdirigere deres køretøjer til driftscentralen [1]. Kommissionen sendte en åbningsskrivelse og senere en begrundet udtalelse. Danmark fastholdt, at reglen var lovlig [1]. Kommissionen anlagde derfor et traktatbrudssøgsmål, dvs. en sag om, at en medlemsstat har brudt EU-retten [1]. Polen støttede Kommissionen [1].
Spørgsmålet
Domstolen skulle afgøre, om 25-timersreglen er en hindring for den frie udveksling af transportydelser efter artikel 1, 8 og 9 i forordning nr. 1072/2009 om adgang til markedet for international godskørsel [1]. Domstolen skulle også tage stilling til Danmarks påstand om, at sagen skulle afvises [1].
Resultatet
Domstolen afviste ikke sagen, men behandlede den [1]. Domstolen frifandt Danmark, fordi Kommissionen ikke havde bevist, at reglen faktisk hindrer udenlandske vognmænds cabotagekørsel, dvs. midlertidig national godskørsel i et andet EU-land [1]. Kommissionen skal betale sine egne og Danmarks omkostninger, mens Polen bærer sine egne [1].
Rettens begrundelse
Domstolen fandt stævningen klar nok. Kommissionen påstod ikke, at reglen strider mod hviletidsforordningen nr. 561/2006, men brugte den til at vise en hindring [1]. Om realiteten slog Domstolen fast, at medlemsstaterne skal udøve deres kompetence over parkering under overholdelse af EU-retten. De skal også tage hensyn til reglerne om køre- og hviletid [1]. En grænse på 25 timer betyder, at rastepladserne ikke kan bruges til regulære ugentlige hvil på mindst 45 timer og de fleste reducerede ugentlige hvil [1]. Reglen kunne derfor på forhånd ramme udenlandske vognmænd hårdere [1]. Men i en traktatbrudssag skal Kommissionen bevise bruddet og kan ikke bygge på formodninger [1]. Danmark oplyste, at der ud over 1400 offentlige pladser findes mindst 855 private pladser uden tidsgrænse, heraf ca. 230 inde i landet [1]. Kommissionen fremlagde ingen objektive oplysninger om, at denne kapacitet var for lille i forhold til trafikken eller for skævt placeret [1]. Kommissionen kunne heller ikke oplyse, hvor mange pladser der skulle til [1]. Betaling for nogle private pladser forekom ikke for høj [1].
Hvad dommen betyder
Efter analysens vurdering er dommen først og fremmest en dom om bevis. Domstolen afviste ikke, at en parkeringsregel som 25-timersreglen kan være en hindring for transportydelser. Den anerkendte tværtimod, at reglen a priori kan ramme udenlandske vognmænd hårdere [1]. Udfaldet synes derfor at hvile på, at Kommissionen ikke fremlagde objektive tal om den private parkeringskapacitet i forhold til trafikken [1]. Dommen afgør efter analysens vurdering ikke, at reglen er forenelig med EU-retten under alle forhold. Domstolen tog således ikke stilling til, om en eventuel hindring kunne begrundes i hensyn som trafiksikkerhed og chaufførernes arbejdsforhold, som Danmark påberåbte sig [1]. Dommen bekræfter også, at medlemsstaterne ikke kan undgå EU-retten blot ved at henvise til, at parkering er et nationalt anliggende [1]. Efter analysens vurdering kan den betragtning formentlig også være relevant for andre nationale regler, der påvirker chaufførers mulighed for at holde hvil, men det udtaler dommen sig ikke om. Hvor meget dokumentation der skal til i en anden sag, siger dommen ikke præcist. Den antyder dog, at oplysninger om antal, placering og pris på alternative pladser kan være centrale [1].
Sådan hænger kilderne sammen
Sagen drejede sig om artikel 1, 8 og 9 i forordning nr. 1072/2009 sammenholdt med hviletidsreglerne i artikel 4, 6 og 8 i forordning nr. 561/2006 [1]. Generaladvokat A. Rantos foreslog, at Danmarks afvisningspåstand blev forkastet, og det fulgte Domstolen [2][1]. Generaladvokaten mente, at forordning nr. 1072/2009 skal fortolkes i lyset af artikel 56 TEUF om fri udveksling af tjenesteydelser [2]. Domstolen lagde mere vægt på, at transportydelser hører under artikel 58 TEUF og transportafsnittet, men at en EU-retsakt kan lade princippet i artikel 56 gælde [1]. Den foreliggende del af forslaget viser ikke generaladvokatens endelige konklusion om realiteten [2].
Fra kilderne
Kommissionen har herved selv erkendt, at den i det foreliggende tilfælde har baseret sig på formodninger. [1]
påhviler Kommissionen at godtgøre, at det hævdede traktatbrud foreligger [1]
medlemsstaterne skal udøve deres kompetencer under overholdelse af EU-retten og dermed i det foreliggende tilfælde navnlig de relevante bestemmelser i forordning nr. 1072/2009 [1]
De spørgsmål, der er rejst i den foreliggende sag, skal således afklare, om 25-timersreglen udgør en hindring for den frie udveksling af vejtransportydelser [2]
Kilder
- Dom i sag C-167/22: Domstolens dom (Anden Afdeling) af 21. december 2023. — Europa-Kommissionen mod Kongeriget Danmark. dommen · 21. december 2023
- Forslag til afgørelse i sag C-167/22: Forslag til afgørelse fra generaladvokat A. Rantos fremsat den 7. september 2023. — Europa-Kommissionen mod Kongeriget Danmark. generaladvokatens forslag til afgørelse · 7. september 2023